Depressiv tilstand kunne behandles på trods af graviditet, og lavt kognitivt funktionsniveau kunne ikke begrunde abort
Sagsnummer:
24AN02
Offentliggørelsesdato:
torsdag den 24. oktober 2024
Juridisk tema:
Kvindens helbred
Graviditetslængde:
21+2
Afgørelse:
Afslag på abort
Alder:
23 år
Sagsfremstilling
Sagen omhandlede en kvinde på 23 år, der var gravid i uge 21+2. Hun havde en erhvervsuddannelse og havde indtil et halvt år før tidspunktet for afgørelsen været i fast arbejde, som hun dog måtte stoppe i på grund af depression. Hun boede sammen med barnefaren, som havde flere børn fra et tidligere forhold. Barnefaren havde for nyligt mistet sit arbejde. Økonomien blev beskrevet som anstrengt, da begge var på dagpenge. Der blev til brug for sagen indhentet en psykiatrisk speciallægeerklæring, der konkluderede, at kvinden led af en depressiv enkeltepisode af moderat grad. Det var vurderet, at tilstanden ikke var stationær, og at der var gode muligheder for bedring. Det blev også vurderet, at kvindens kognitive funktionsniveau var lavt, men at der ikke var grundlag for at stille diagnosen lav begavelse.
Samrådets afgørelse
Det regionale samråd gav afslag på abort.
Ankenævnets afgørelse
Vi var enige med samrådet og vurderede, at betingelserne i sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 1, 4 og 6, ikke var opfyldt.
Vi lagde vægt på, at kvinden havde forholdsvist stabile sociale, økonomiske og boligmæssige forhold samt et godt netværk. Den depressive tilstand kunne bedres, og der kunne godt iværksættes behandling på trods af graviditeten. Vi lagde også vægt på, at hun trods et lavt intellektuelt funktionsniveau ikke havde diagnosen svag begavelse, og at der ikke var oplysninger, der gav grund til at antage, at hun ikke ville formå at drage omsorg for barnet på forsvarlig måde.