Sociale forhold: Tilladelse til abort

Sagen drejede sig om en 23-årig kvinde, der var gravid i uge 20 + 3 dag. Kvinden havde haft en belastet opvækst uden tilstrækkelig omsorg. Hun havde ingen uddannelse og modtog kontanthjælp. Hun boede sammen med barnefaderen, og de havde i forvejen to børn, som begge var anbragt uden for hjemmet. De havde samvær med begge børn, og de håbede, at de på sigt kunne få børnene hjem igen.

Samrådets afgørelse

Samrådets medlemmer var ikke enige om at give tilladelse, og der blev derfor givet afslag efter sundhedslovens § 97, stk. 3.

To af samrådets medlemmer vurderede, at der var grundlag for at give tilladelse til abort, da kvinden havde to anbragte børn. Der blev lagt vægt på, at det var bekymrende for kvindens tilstand og trivsel, hvis hun skulle få endnu et barn, der blev anbragt uden for hjemmet, ligesom det ville blive sværere at skabe tættere kontakt til de børn, hun allerede havde.

Et medlem vurderede derimod, at der ikke var grundlag for tilladelse. Medlemmet lagde vægt på gestationsalderen, og at det ikke var påkrævet af hensyn til kvinden eller dennes børn, at graviditeten blev afbrudt.

Abortankenævnets afgørelse

Abortankenævnet ændrede afgørelsen og gav tilladelse til abort. Abortankenævnet lagde vægt på, at parret ikke ville være i stand til at varetage omsorgen for et barn, hvorfor det også måtte forventes at blive anbragt umiddelbart efter fødslen, hvilket var en psykisk belastning under graviditeten og fødslen.

Abortankenævnet lagde videre vægt på, at parret havde meget begrænsede ressourcer, men at de forsøgte at opretholde og forbedre kontakten til de to anbragte børn. En gennemførelse af svangerskabet og fødslen måtte antages at ville medføre en så ekstraordinær alvorlig belastning, at det, på trods af den fremskredne graviditet, og særligt af hensyn til omsorgen for de to børn som parret havde i forvejen og af hensyn til kvinden var påkrævet, at svangerskabet blev afbrudt.

Afgørelsen blev truffet efter sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 6.