Fosterets tilstand: Tilladelse til abort
Sagsnummer:
22AN05
Offentliggørelsesdato:
mandag den 23. oktober 2023
Juridisk tema:
Fosterets tilstand
Graviditetslængde:
22+1
Afgørelse:
Tilladelse til abort
Alder:
32 år
Sagen drejede sig om en 32-årog kvinde, der var gravid i uge 22 + 1 dag.
Hos fosteret havde man fundet en defekt i skillevæggen mellem hjertets pumpekamre (ventrikulær ubalance VSD) og en underudviklet legemspulsåre (hypoplastisk aorta), som er en diagnose, der kræver operation i de første levedøgn.
Samrådets afgørelse
Samrådet gav afslag på abort. Samrådet lagde vægt på, at barnet skulle opereres i det første levedøgn, og at man så kunne forvente et normalt neurologisk outcome og forventeligt normal fysisk arbejdsevne. På baggrund af dette sammenholdt med den høje gestationsalder, vurderede samrådet, at betingelserne for tilladelse til abort efter sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2 og stk. 3, ikke var opfyldte.
Abortankenævnets afgørelse
Abortankenævnet ændrede samrådets afgørelse. Abortankenævnet lagde vægt på, at der ved 2. trimesterscanning var fundet misdannelse af fosterets hjerte i form af ventrikulær ubalance VSD og hypoplastisk aorta.
Abortankenævnet lagde videre vægt på, at der var nye oplysninger i sagen, hvoraf det fremgik, at det fandtes mest sandsynligt, at det ved fødslen ville være muligt at operere til biventrikulært kredsløb med arcus plastik og lukning af VSD, men at der ikke kunne udelukkes en ubalance i en sådan grad, at der ville blive tale om univentrikulær hjertesygdom med væsentlig begrænsning af fysisk arbejdsevne og flere operationer.
Henset til karakteren af og prognosen for disse fund fandt Abortankenævnet derfor, at betingelserne for at give tilladelse til abort efter sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 3, var opfyldt.