Sterilisation: Tilladelse

Sagsnummer:

21AN09

Offentliggørelsesdato:

mandag den 23. oktober 2023

Juridisk tema:

Sterilisation

Graviditetslængde:

Afgørelse:

Tilladelse

Alder:

18 år

Sagen drejede sig om en 18-årig mand, der ønskede sterilisation.


Samrådet havde vurderet, at betingelserne for sterilisation efter sundhedslovens § 107, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, ikke var opfyldt. Samrådet vurderede, at ansøgeren var omfattet af § 107, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, idet han led af svær autisme og således varigt var ude af stand til at tage vare på et barn, samt at han ude af stand til at anvende prævention. Samrådet fandt imidlertid ikke, at der var behov for svangerskabsforebyggende midler, herunder sterilisation, idet ansøger ikke var seksuelt aktiv eller udviste nogen form for seksuel interesse.

 

Abortankenævnet fandt, at betingelserne for at få tilladelse til sterilisation efter sundhedslovens § 107, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, var opfyldt.

Ankenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde lettere mental retardering med ringe påvirkning af adfærd med en IQ på 66. Derudover var han diagnosticeret med infantil autisme DF 840. Ankenævnet vurderede, at det ikke kunne antages at ansøgeren besad og ikke ville kunne udvikle de fornødne egenskaber til at drage omsorg for et barn på forsvarlig vis. Svangerskab kunne endvidere ikke forebygges hensigtsmæssigt på en anden måde, idet ansøger var ude af stand til at bruge prævention. Hans tilstand var efter ankenævnets vurdering varig uden udsigter til senmodning eller bedring.

Ankenævnet bemærkede, at det ikke er en betingelse for at give tilladelse til sterilisation, at ansøgeren forud for ansøgningen skal befinde sig i en risikopræget situation og således være seksuelt aktiv.