Sociale forhold: Afslag på abort

Sagsnummer:

20AN09

Offentliggørelsesdato:

mandag den 23. oktober 2023

Juridisk tema:

Sociale forhold

Graviditetslængde:

13+6

Afgørelse:

Afslag på abort

Alder:

25 år

Sagen drejede sig om en 25-årig, der var gravid i uge 13 + 6 dage. Hun havde haft en tryg og god barndom. Hun havde fast arbejde og ville i gang med at tage nogle fag på VUC, så hun kunne søge ind på en uddannelse. Hendes økonomi var sammenhængende.

Kvinden boede sammen med barnefaderen, som hun ikke længere var kæreste med.

Kvinden havde i en periode haft stress og havde i den forbindelse oplevet black-outs. Hun fremstod psykisk sårbar.

Kvinden ønskede abort, fordi hun ikke havde nogen positive tanker om graviditeten, siden den blev konstateret. Hun har beskrevet, at det føltes som et overgreb, at hun ikke kunne vælge over sin egen krop.  Hun var bange for at stå i en situation, hvor hun ikke længere kunne få det liv, hun havde ønsket. Graviditeten stressede hende både fysisk og psykisk.

 

Samrådets afgørelse

Samrådet gav afslag på abort. Samrådet lagde vægt på, at kvinden samlet set havde stabile forhold, herunder en stabil opvækst, godt netværk, fast arbejde og en sund økonomi. Afgørelsen blev truffet efter sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 6.

 

Ankenævnets afgørelse

Abortankenævnet var enig i samrådets afgørelse. Abortankenævnet var opmærksom på, at kvinden befandt sig i en vanskelig situation som følge af graviditeten, men fandt ikke, at der var forhold, der kunne begrunde en abort dette tidspunkt i graviditeten.