Viborg 4/3-2021

Patienten blev set i skadestuen, fordi han var faldet og havde slået venstre håndryg. En røntgenundersøgelse viste, at mellemhåndsknoglerne til lille- og ringfingeren var brækket. Bruddene blev behandlet med en gipsskinne og ved de efterfølgende kontroller fandt man ikke tegn på fejlstilling af bruddene. Efter afsluttet behandling kunne det dog konstateres, at der var rotationsfejlstilling af de to mellemhåndsknogler, som medførte, at lille- og ringfingeren lagde sig lidt ind over langfingeren, når hånden blev knyttet. Der var også lettere kraftnedsættelse og nedsat gribefunktion i hånden.

Patienterstatningen anerkendte, at der var grundlag for at yde erstatning iht. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1, idet man skulle have opdaget rotationsfejlstillingen og foretaget en oprettende operation. Patienterstatningen tilkendte i samme afgørelse en godtgørelse for varigt mén på 5 procent.

Regionen og patienten klagede over afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen.

Ankenævnet vurderede ligesom Patienterstatningen, at fejlstillingen af knoglerne burde have været opereret og at behandlingen dermed ikke havde været udført sådan, som en erfaren specialist på området ville have gjort. Ankenævnet fandt dog ikke, at følgerne efter behandlingsskaden udgjorde et varigt mén på 5 procent, idet patienten også havde følger efter et tidligere brud ved lillefingeren og forventeligt ville have fået visse gener selv ved korrekt behandling. Ankenævnet fandt således, at patienten ikke var berettiget til godtgørelse for varigt mén, jf. erstatningsansvarslovens § 4.

Patienten indbragte sagen for Retten i Viborg med påstand om, at ankenævnet skulle tilpligtes at anerkende, at han var påført et varigt mén på 5 procent. Han anførte, at han ikke havde haft et tidligere brud i hånden samt, at alle generne i hånden skyldtes fejlstillingen af de to mellemhåndsknogler.

Sagen blev forelagt Retslægerådet, der blandt andet udtalte, at der ikke var tegn et ældre brud i hånden. Retslægerådet udtalte yderligere, at fejlstillingen kunne have været undgået ved en operation.

Retten lagde i sin afgørelse  vægt på, at Retslægerådets udtalelse måtte forstås således, at alene fejlstillingen og ikke de øvrige problemer med motorik og kraft i venstre hånd skyldtes behandlingsskaden. Endvidere havde patienten ikke løftet bevisbyrden for, at der var grundlag for at tilsidesætte ankenævnets vurdering af méngraden.

Ankenævnet for Patienterstatningen blev herefter frifundet.