Viborg 3/9-2015

En mandlig patient fik den 4. maj 2009 og den 6. oktober 2009 foretaget kileoperationer (osteotomi) på henholdsvis venstre og højre knæ på grund af slidgigt. Efterfølgende fik patienten smerter, og det strammede og gjorde ondt bag på knæene, som om senerne var blevet for korte.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) fandt, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed var blevet påført en skade som følge af behandlingen, og at han derfor ikke var berettiget til erstatning, jf. klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1 og § 20, stk. 1.

Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Ankenævnet lagde vægt på, at der ved opretning af skæve knæ ved hjælp af osteotomi bliver rettet ud til den længde, man havde, inden knæene blev skæve, og senerne derfor godt kan strækkes ud. Herudover blev der lagt vægt på, at det ikke er usædvanligt, at patientens grundsygdom i form af slidgigt udvikler sig og medfører gener, som nødvendiggør behov for senere knæprotese. Ankenævnet bemærkede afslutningsvis, at behandlingen med osteotomi således ikke er en helbredende behandling, men at den kan udskyde tidspunktet for behov for knæprotese.

Sagen blev herefter indbragt for domstolene og i den forbindelse forelagt Retslægerådet, som udtalte, at de to kileoperationer var udført i overensstemmelse med almene lægefaglige retningslinjer. Retslægerådet blev ligeledes spurgt om, hvorvidt det var overvejende sandsynligt (mere end 50 %), at patientens sygdomsforløb og gener vedrørende hans ben var en følge af kileoperationerne. Retslægerådet så sig ikke i stand til at besvare spørgsmålet med nogen grad af sandsynlighed.

Retten lagde på baggrund af Retslægerådets besvarelse til grund, at de to kileoperationer var udført i overensstemmelse med almene lægefaglige retningslinjer. Derudover lagde retten vægt på, at Retslægerådet ikke så sig i stand til med nogen grad af sandsynlighed at besvare spørgsmålet om, hvorvidt generne med overvejende sandsynlighed stammede fra operationerne eller grundlidelsen. På denne baggrund fandt retten, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at han med overvejende sandsynlighed var påført en skade som følge af operationerne, jf. klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.