Viborg 29/9-2011

En patient (R) fik den 9. januar 2005 foretaget en ultralydundersøgelse, som viste 90 procents stenosering af venstre halskar og mindst 80 procents stenosering af højre halskar. Den 23. november 2005 oplevede R pludselig føleforstyrrelser i tunge og kæbe samt føleforstyrrelser og kraftnedsættelse af højre arm. Ved indlæggelse på sygehuset den 24. november 2005 sås der ikke tegn på neurologiske forandringer, svælglammelse, føleforstyrrelser eller slagtilfælde, og R blev udskrevet. Til gennemgang på sygehuset næste dag fandt man ikke indikation for operation, og der blev bestemt medicinsk behandling. R rejste herefter til Tyskland på et længerevarende familiebesøg. R opsøgte den 22. december 2005 en tysk privatklinik, hvor man fandt grundlag for operation på baggrund af udbredt stenose af halskarene. R blev på den tyske klinik opereret i højresidige halskar den 29. december 2005 og i venstresidige halskar den 24. januar 2006.

Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet anerkendte, at sygehuset havde begået en erstatningspådragende fejl, jf. lov om patientforsikring § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1. R fik afslag på erstatning for udgifter til operationerne i Tyskland. Der blev bl.a. lagt vægt på, at behandlingen kunne være foretaget på et sygehus her i landet uden udgift for R, og under de omstændigheder var der ikke lovhjemmel til at erstatte udgifter som følge af, at R i stedet valgte at blive opereret i udlandet.

R anlagde herefter sag ved retten med påstand om, at Patientskadeankenævnet skulle anerkende, at R var berettiget til erstatning for udgifterne forbundet med de to operationer på den tyske klinik. Til brug for sagen besvarede den behandlende overlæge på den tyske klinik en række skriftlige spørgsmål. I besvarelsen fremgik det bl.a., at overlægen havde oplyst R, at hjemrejsen til Danmark var uforsvarlig, og R blev frarådet at foretage rejsen inden operationen, idet situationen var akut faretruende. Der blev endvidere indhentet erklæring fra Retslægerådet. Det fremgik bl.a. af besvarelsen, at da der ikke havde været nye tilfælde fra første neurologiske udfald i november 2005 til tidspunktet for henvendelsen i Tyskland den 22. december 2005, ville det have været fuldt forsvarligt at rejse tilbage til Danmark.

På baggrund af den tyske overlæges svar lagde retten til grund, at der ikke var opstået nogen akut situation, og at R’s helbredsmæssige situation var den samme, da hun henvendte sig på det tyske hospital, som da hun forlod Danmark. Dette blev bestyrket af, at R henvendte sig på klinikken den 22. december 2005, men først blev opereret i den ene side den 29. december 2005 og i den anden side den 24. januar 2006. Uanset, at den tyske klinik havde frarådet R at rejse tilbage til Danmark, fandt retten, at der i denne sammenhæng måtte lægges vægt på Retslægerådets besvarelse, hvorefter der ikke forelå en sådan særlig situation, at en operation i Tyskland var en nødvendighed. Da den udgift, som sagsøgeren havde afholdt hertil således ikke kunne anses for nødvendiggjort af de fejl, som sygehuset havde begået, fandt retten ikke grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets afgørelse. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.