Viborg 20/4-2021

En patient havde tidligere fået afslag på erstatning, idet han ikke var påført en behandlingsskade. Begrundelsen herfor var, at patientens sygdomsforløb og nuværende gener ikke med overvejende sandsynlighed skyldtes den behandling, som han gennemgik, men derimod mere sandsynligt patientens grundlidelse i form af slidgigt i hoften.

Under ét år efter ankenævnets afgørelse i sagen anmodede patienten om genoptagelse af sagen ved ankenævnet. Anmodningen om genoptagelse var begrundet i, at der var udarbejdet en ny speciallægeudtalelse, hvori speciallægen vurderede, at patienten ikke havde fået den optimale og korrekte behandling, og at udviklingen af slidgigt i hoften kunne have været mindsket, hvis han havde fået den optimale og korrekte behandling på et tidligere tidspunkt. Patienten gjorde gældende, at dette udgjorde væsentlige nye oplysninger, som måtte føre til en ændret vurdering af sagen.

Ankenævnet træf afgørelse om, at der ikke var grundlag for at genoptage sagen på baggrund af den indhentede speciallægeudtalelse, idet udtalelsen ikke indeholdte nye og for sagen væsentlige oplysninger, men alene indholdte en anden lægelig vurdering af det allerede foreliggende lægelige materiale.

Det var desuden fortsat ankenævnets vurdering, at patienten var undersøgt og behandlet relevant.

Patienten indbragte herefter sagen for retten. Patienten gjorde under sagen gældende, at ankenævnet skulle anerkende, at sagen skulle genoptages, og hvis patienten ikke fik medhold heri, da at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling.

Retten fandt, at patienten ikke havde ført tilstrækkeligt bevis for, at betingelserne for genoptagelse eller hjemvisning var opfyldt.

I sin begrundelse lagde retten vægt på, at der var søgt om genoptagelse på baggrund af en ny speciallægeerklæring, og at ankenævnet havde vurderet speciallægeerklæringen og fundet, at der ikke var tale om nye oplysninger, men en vurdering af det allerede foreliggende sagsmateriale. Herudover lagde retten vægt på, at ankenævnet havde foretaget en vurdering af samtlige de foreliggende oplysninger, herunder også speciallægeerklæringen og på dette grundlag havde vurderet, at patienten var blevet undersøgt og behandlet relevant.

Retten fandt endvidere ikke, at ankenævnet havde tilsidesat forvaltningsloven eller god forvaltningskik. Der var derfor heller ikke grundlag for hjemvisning af sagen.

Ankenævnet blev herefter frifundet.