Viborg 20/10-2016

En kvindelig patient fik i september 2012 et dobbelt brud på overarmsknoglen i forbindelse med en faldulykke. Bruddet blev behandlet med en fikseret Mitella-bandage, og efterfølgende fik patienten en Sarmientobandage. I oktober 2012 var der ikke tegn på heling af bruddet. Patienten blev derfor opereret i december 2012, hvor man samlede bruddet med skruer. Patienten havde efterfølgende begrænset indadrotation af armen, begrænset mulighed for at strække i albuen og smerter.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) afviste, at patienten var påført en skade ved behandlingen af bruddet.

Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som var enig i afgørelsen. Ankenævnet vurderede, at det ikke var overvejende sandsynligt, at patientens gener var en følge af behandlingen, men at generne var en følge af den forudbestående lidelse og forhold hos patienten selv. Den dårlige heling af bruddet skyldtes med overvejende sandsynlighed bruddets karakter og patientens evne til at hele.

Sagen blev indbragt for retten og blev under retssagen forelagt for Retslægerådet. Retten fandt på baggrund af Retslægerådets udtalelse, at det ikke var overvejende sandsynligt, at patientens gener i form af bl.a. nedsat bevægelighed, nervesensationer og smerter skyldtes behandlingen. Hovedårsagen til patientens gener var selve faldulykken med det dobbelte brud i overarmen. Senkomplikationerne afveg ikke fra de sædvanlige gener ved den pågældende type af knoglebrud. Retten fandt også, at behandlingen blev udført, som en erfaren specialist ville have gjort, og at patientens gener ikke var mere omfattende, end hvad hun med rimelighed måtte tåle. Ankenævnet blev herefter frifundet.