Viborg 19/3-2018

Patienten blev i oktober 2008 opereret i venstre knæ som følge af mange års slidgigt. Ved efterfølgende kontrolundersøgelser gav patienten udtryk for at have gener i form af gangbesvær og smerter. I oktober 2009 konstateres det ved en kontrolundersøgelse, at knæskallen gled ud af sin føringsfure, hvorefter der blev foretaget reoperation i november 2009. Efterfølgende blev yderligere reoperation foretaget i maj 2010.

Patienten søgte herefter erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (nu klage- og erstatningsloven). Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) traf i 2010 afgørelse om, at patienten ikke var påført en behandlingsskade, der gav ret til erstatning da betingelserne i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet ikke var opfyldt.

Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) ændrede denne afgørelse, idet ankenævnet fandt, at patienten var påført en skade i form af forlænget sygeforløb og varige følger efter ikke optimal operation og ikke optimale efterfølgende kontrolundersøgelser efter klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1. 

Patientforsikringen traf herefter afgørelse i 2010, hvor patienten blev tilkendt godtgørelse for svie og smerte. Patientforsikringen traf senere i 2012 afgørelse, hvor patienten blev tilkendt godtgørelse for et varigt mén på 5 procent, men fik samtidig afslag på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Patienten klagede over denne afgørelse til Patientskadeankenævnet.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse.

Patienten indbragte herefter sagen for Retten i Viborg med påstand om, at Ankenævnet for Patienterstatningen skulle tilpligtes at ændre sin afgørelse således, at patienten skulle tilkendes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden fra 2009 til 2013.

Sagen blev forelagt Retslægerådet, der blandt andet udtalte, at operationerne var foretaget efter en korrekt lægefaglig standard, og at reoperationerne ikke havde haft indflydelse på slutresultatet. Efter Retslægerådets vurdering var generne, som patienten oplevede, ikke et resultat af behandlingen, men snarere et resultat af grundlidelsen.

Retten lagde i sin afgørelse afgørende vægt på Retslægerådets udtalelser om, at slutresultatet som patienten oplevede efter operationerne måtte tilskrives selve grundlidelsen frem for behandlingen af denne. Retten udtalte yderligere, at selvom det måttet lægges til grund at patienten havde problemer med stabiliteten i knæet frem til sidste reoperation i 2010, så havde patienten ikke sandsynliggjort, at dette skyldtes den pågældende patientskade frem for grundlidelsen.

Ankenævnet for Patienterstatningen blev herefter frifundet.