Vestre Landsret 9/1-2020

Patienten var i april 2001 faldet og havde slået sit venstre håndled. På baggrund af en røntgenundersøgelse blev det på Tønder Sygehus konkluderet, at patientens håndled var forstuvet. Efter et fald i sommeren 2008, hvor patienten igen slog venstre håndled, viste en røntgenundersøgelse bl.a. en falsk leddannelse af ældre dato i bådbensknoglen. Patienten fik herefter foretaget en knogletransplantation fra venstre håndled i december 2008.     

Patienten anmeldte i januar 2009 sagen til Patientforsikringen med henvisning til, at man i 2001 havde overset et brud i patientens venstre håndled. Patientforsikringen traf den 17. juni 2009 afgørelse om, at patienten ikke var berettiget til erstatning efter den dagældende lov om patientforsikring, da erstatningsbeløbet ikke ville overstige 10.000 kr., jf. dagældende § 5, stk. 2.

I januar 2016 anmodede patienten om genoptagelse af sagen hos Patienterstatningen med henvisning til, at hans gener i venstre hånd var forværret. Patienterstatningen afviste at genoptage sagen med den begrundelse, at et eventuelt krav var forældet, jf. § 19, stk. 2, i lov om patientforsikring, da der var forløbet mere end 10 år fra behandlingen i april 2001. Patienterstatningen fandt, at forældelsesfristen ikke var afbrudt ved afgørelsen af 17. juni 2009.

Ankenævnet stadfæstede Patienterstatningens afgørelse med den begrundelse, at sagen ikke var omfattet af § 60 b i klage- og erstatningsloven, da Patientforsikringens afgørelse af 17. juni 2009 ikke var en positiv afgørelse om anerkendelse af en skade eller udmåling af erstatning.

Ankenævnets afgørelse blev indbragt for domstolene. Patienten gjorde gældende, at Patientforsikringens afgørelse af 17. juni 2009 skulle anses som en bindende afgørelse om anerkendelse af en behandlingsskade, og at der derfor først ville indtræde forældelse 17. juni 2019.

Byretten frifandt ankenævnet med henvisning til forarbejderne til § 60 b i klage- og erstatningsloven. Byretten fandt, at fristafbrydelse forudsætter, at der er truffet en bindende afgørelse om, at der er et ansvarsgrundlag efter loven, hvilket der ikke var i denne sag. Dette kunne heller ikke indfortolkes i afgørelsen.

Landsretten stadfæstede byrettens dom med dissens. Flertallet henviste ligesom byretten til forarbejderne til § 60 b i klage- og erstatningsloven, og konstaterede, at lovens ordlyd ikke omfatter afgørelser om afslag på anerkendelse eller på udmåling af erstatning. Flertallet henviste derefter til, at det ikke fremgik af Patientforsikringens afgørelse af 17. juni 2009, at man havde foretaget en prøvelse af, om betingelserne for at anerkende skaden efter de dagældende regler var opfyldt.

Flertallet fandt derfor, at afgørelsen måtte anses for en "allerede fordi afgørelse", hvor der alene var taget stilling til, om lovens beløbsmæssige undergrænse udelukkede erstatning. Afgørelsen kunne derfor ikke anses som en bindende afgørelse om anerkendelse, og der løb dermed ikke en ny forældelsesfrist fra juni 2009.

Mindretallet på én dommer fandt, at der i forarbejderne ikke var taget stilling til konsekvenserne i forældelsesmæssig henseende af, at der træffes en afgørelse, hvor der ikke direkte tages stilling til ansvarsgrundlaget. Efter en samlet helhedsbedømmelse af oplysningerne i sagen fandt mindretallet, at afgørelsen i relation til § 60 b måtte opfattes som om, der var sket anerkendelse af skaden, og at forældelsesfristen derfor skulle regnes fra juni 2009.

Byrettens dom blev stadfæstet og ankenævnet blev derved frifundet.

Sagen blev afgjort af Højesteret den 16. marts 2021.