Vestre Landsret 8/6-2004

En mand forvred sit højre knæ under udførelse af sit arbejde den 4. december 1998. Han fik herefter foretaget en kikkertundersøgelse den 25. februar 1999, hvor man konstaterede, at knæet var påvirket af irriteret ledhinde og slidgigt, samt at den inderste menisk var flosset og degenereret. Man fjernede så meget som muligt af den irriterede ledhinde. Efter indgrebet opstod der infektion, og man udtømte knæet for betændelse samt iværksatte antibiotikabehandling. Det var nødvendigt med yderligere to indgreb. Den 2. juni 1999 fandt man, at der ikke var grundlag for at fortsætte antibiotikabehandlingen, da blodprøver viste normale forhold. Manden havde stadig smerter, nedsat bevægelighed og hævelse af knæet i forbindelse med få timers arbejde. Den 25. april 2000 blev der foretaget vinklingsoperation på underbenet for at aflaste den ødelagte brusk i knæet. Ved kontrolundersøgelse den 10. august 2000 vurderede man, at den aktuelle tilstand kunne regnes for stationær, og da han stadig havde omfattende gener fra knæet, vurderede man, at den eneste fremtidige behandlingsmulighed var en knæprotese. Patientforsikringen fandt, at manden var påført en erstatningsberettigende skade i form af følger efter infektion i højre knæ jf. patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4. Patientforsikringen fastsatte godtgørelse og erstatning, herunder godtgørelse for 5 % varigt mén. Stationærtidspunktet blev fastsat til den 2. juni 1999.

Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse således, at méngraden blev fastsat til 10 %. Stationærtidspunkt og øvrig erstatningsopgørelse blev tiltrådt. Patientskadeankenævnet genoptog senere sin afgørelse og forhøjede méngraden til i alt 15 % på baggrund af en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen. Manden nedlagde ved landsretten påstand om, at méngraden som følge af patientskaden skulle fastsættes til 40 %, og at stationærtidspunktet skulle fastsættes til den 10. august 2000.

Landsretten fandt, at méngraden skulle fastsættes til 15 %, og at stationærtidspunktet skulle fastsættes til den 10. august 2000. Vedrørende fastsættelsen af stationærtidspunktet lagde landsretten efter bevisførelsen til grund, at sagsøger ikke blev afsluttet på sygehuset den 2. juni 1999, idet han ikke vendte tilbage til dette sygehus, men fortsatte i behandling på et andet sygehus. Man lagde endvidere til grund, at behandlingen på det andet sygehus også tog sigte på behandlingsskaden, og at der efter en lægelig vurdering måtte antages at være behandlingsmuligheder. Landsretten fandt på denne baggrund, at kun den medicinske behandling af infektionen, men ikke behandlingen af øvrige følger af behandlingsskaden, kunne anses for afsluttet den 2. juni 1999, og at det operative indgreb den 25. april 2000 måtte anses for at være et relevant forsøg på behandling af følgerne efter behandlingsskaden. Derfor skulle stationærtidspunktet fastsættes til den 10. august 2000, hvor behandlingen på det andet sygehus blev afsluttet, uanset at det henstod som usikkert, i hvilket omfang, der måtte være indtrådt bedring i tilstanden efter den 2. juni 1999. Nævnet blev derfor ikke frifundet for så vidt angik stationærtidspunkt.