Vestre Landsret 8/5-2015

En kvindelig patient blev i 1995 behandlet for brystkræft med brystbevarende operation og kemoterapi. Efter 6 måneder blev hun erklæret rask. I 2010 fik hun igen brystkræft, og gennemgik operation og efterfølgende kemoterapibehandling. I forbindelse med kemoterapibehandling den 17. maj 2010 løb der kemovæske subkutant i venstre hånd. Hun oplevede herefter hævelse over den venstre håndryg, ud i fingrene og omkring håndledsniveau. Senere fik hun gener fra venstre hånd og arm i form af nedsat bevægelighed i fingrene, nedsat kraft i håndleddet samt føleforstyrrelser.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) fandt, at hendes gener i venstre arm og hånd kunne tilskrives det subkutane udløb af kemovæske. Patientforsikringen vurderede, at behandlingen havde været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard, og at der således var tale om en hændelig komplikation. Patientforsikringen fandt videre, at udløb af kemovæske ikke var sjældent forekommende, ligesom hendes gener i den anledning ikke var alvorlige i forhold til grundlidelsen. Betingelserne for at yde erstatning efter klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4 fandtes derfor ikke opfyldt. Afgørelsen blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen). Nævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse og lagde særligt vægt på, at skaden ikke var alvorlig i forhold til grundsygdommen i form af brystkræft, som ubehandlet er dødelig.

Afgørelsen blev indbragt for byretten og forelagt Retslægerådet. I modsætning til både Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet udtalte Retslægerådet, at udløb af kemovæske er sjældent forekommende med en hyppighed på under 1 procent. Derudover udtalte Retslægerådet, at det mest sandsynlige var, at venflon havde forskubbet sig under infusionen. Retslægerådet udtalte sig ikke konkret om grundlidelsens forløb ubehandlet i netop det pågældende tilfælde. Byretten fandt herefter, at der var tale om en sjælden og alvorlig komplikation, og at skaden gik ud over, hvad patienten med rimelighed måtte tåle under de givne omstændigheder. Retten lagde afgørende vægt på, at kemoterapi med venflon er en standardbehandling, og at kemoterapien normalt ikke giver permanente gener i arm og hånd. Derudover lagde retten vægt på Retslægerådets udtalelser om i hvilket omfang adjuverende kemoterapi generelt reducerer risikoen for sygdommens genopblussen. Sagen blev således anerkendt efter klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4, og Patientskadeankenævnet blev ikke frifundet. Nævnet ankede dommen til landsretten.

Landsretten lagde vægt på Retslægerådets udtalelse om, at grundsygdommen var alvorlig, og at kemoterapibehandling generelt reducerer genopblussen af sygdommen samt risikoen for at dø af sygdommen. Endvidere lagde landsretten til grund, at kvinden i forbindelse med behandlingen var påført gener på venstre hånd og arm i form af nedsat bevægelighed i fingrene, nedsat kraft i håndleddet samt føleforstyrrelser, men at hun stadig kunne fortsætte arbejdet, hvis der blev taget skånehensyn. Derudover henviste landsretten til, at skaden havde specifik sammenhæng med behandlingen af grundsygdommen. På den baggrund fandt landsretten, at skaden ikke havde haft en sådan alvor i forhold til patientens sygdom og helbredstilstand i øvrigt, at det kunne berettige til erstatning efter klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4. Landsretten bemærkede i øvrigt, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at udløb af kemoterapivæske uden for blodkarret er en sjælden komplikation. Landsretten ændrede således byrettens dom, og nævnet blev frifundet.