Vestre Landsret 8/11-2002

En mand led af en forsnævring af rygmarvskanaler i lænderyggen, spinalstenose, og fik ved opera-tion den 6. september 1994 foretaget en dekompression og stivgøring af lænderyggen. I 1996 blev det konstateret, at han havde udviklet en kronisk irritationstilstand i og omkring lændenerverødderne, en såkaldt adhæsiv araknoidit.

Patientforsikringen fandt, at han ikke var blevet påført en fysisk skade som følge af operationen den 6. september 1994, hvilket Patientskadeankenævnet havde tiltrådt, og manden nedlagde ved landsretten påstand om, at han var blevet påført en patientskade ved den pågældende operation.

Landsretten lagde efter Retslægerådets besvarelse til grund, at operationen den 6. september 1994 var velindiceret, og at den var blevet udført helt i overensstemmelse med anerkendt praksis. Landsretten lagde endvidere efter bevisførelsen, herunder navnlig Retslægerådets besvarelse, til grund, at den adhæsive araknoidit var opstået efter operationen, og at sagsøgeren blandt andet som følge af denne araknoidit havde forøgede smerter. Det blev derefter anset for godtgjort, at sagsøgeren efter operationen havde fået en fysisk skade. Efter Retslægerådets besvarelse kunne den adhæsive araknoidit både være en følge af sagsøgerens grundsygdom, spinalstenose, og en følge af operationen. Landsretten fandt, at der ikke var grundlag for at anse det for overvejende sandsynligt, at lidelsen var en følge af operationen, og det var derfor ikke godtgjort, at der forelå en skade omfattet af patientforsikringslovens § 1, stk. 1, og § 2, stk. 1.