Vestre Landsret 7/4-2005

En mand havde siden 1997 haft smerter i venstre ankel, og på grund af de vedblivende smerter blev han henvist til undersøgelse på reumatologisk afdeling. Her blev han efter en forundersøgelse skrevet op til en kikkertundersøgelse, der blev foretaget den 23. september 1998 og havde til formål at vurdere omfanget af slidgigt i ankelleddet. Manden fik herefter at vide, at der kunne blive tale om en stivgørende operation, hvis hans smerter tog til. Han blev herefter den 6. oktober 1998 akut indlagt på mistanke om infektion påført i forbindelse med kikkertundersøgelsen. Efter antibiotisk behandling blev manden udskrevet to uger efter med pæne infektionsparametre. I februar 1999 blev der foretaget en stivgørende operation af venstre ankelled. Patientforsikringen anerkendte infektionen som en erstatningsberettigende skade efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4, men fandt, at den stivgørende operation ikke med overvejende sandsynlighed var en følge af infektionen, men derimod en følge af mandens grundsygdom i form af slidgigt. Ved en senere afgørelse blev manden tilkendt en godtgørelse for svie og smerte for den periode, hvor han var indlagt til behandling af infektionen samt varigt mén på 10 % for et forringet resultat af den stivgørende operation. Efterfølgende blev manden tilkendt en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, svarende til den periode, hvor han var indlagt til behandling af infektionen.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste med henvisning til, at den stivgørende operation og sygeperioden som følge heraf ikke kunne tilskrives patientskaden, hvorfor der kun var grundlag for at tilkende tabt arbejdsfortjeneste for perioden, hvor manden var indlagt til behandling af infektionen. Patientforsikringens øvrige afgørelser var ikke blevet anket til Patientskadeankenævnet. For landsretten nedlagde manden påstand om godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for hele sygeperioden samt om, at et samlet mén på 25 % skulle tilskrives patientskaden.

Landsretten fandt det blandt andet på baggrund af en udtalelse fra Retslægerådet samt Arbejdsskadestyrelsen overvejende sandsynligt, at manden også uden den tilkomne infektion skulle have haft en stivgørende operation. Landsretten fandt endvidere, at infektionen havde medført, at tidspunktet for den stivgørende operation var blevet fremrykket, men at manden under sagen ikke havde godtgjort at have lidt et tab som følge heraf. For så vidt angik påstanden om godtgørelse for svie og smerte og varigt mén blev disse påstande afvist, idet Patientforsikringens sidste afgørelse kun vedrørte spørgsmålet om tilkendelse af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og da det kun var denne afgørelse, der var blevet indbragt for Patientskadeankenævnet. Rekursmulighederne fandtes dermed ikke at være udnyttet vedrørende disse poster, og der fandtes ikke at være holdepunkter for en udvidende fortolkning af Patientskadeankenævnets afgørelse, således at denne også indeholdt en stillingtagen til posterne svie og smerte og varigt mén. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.