Vestre Landsret 6/9-2004

Rettens sagsnummer:

B-0539-03

Ankenævnets sagsnummer:

2001-00-614

Dato for dommens afsigelse:

mandag den 6. september 2004

Domstol:

Vestre Landsret

Kategori:

Domme afsagt af landsret

Relaterede filer:

vl060904

En mand fik i januar 1998 foretaget en bypass-operation som følge af anstrengelsesudløste hjertekramper. Som en komplikation til behandlingen opstod der falsk leddannelse i brystbenet, og man forsøgte at afhjælpe generne heraf ved en operation. Efter operationen havde han fortsat væsentlige gener fra brystbenet, og da der ikke fandtes at være yderligere behandlingstilbud, afsluttede man yderligere behandling. Manden var fisker og havde siden februar 1997 været sygemeldt på grund af en diskusprolaps. Han blev den 1. januar 2001 tilkendt mellemste førtidspension. Patientforsikringen fandt, at hans skade i form af falsk leddannelse var omfattet af patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4. Man vurderede hans varige mén til 8 % og hans erhvervsevnetab til 35 %. Endvidere fik han godtgørelse for svie og smerte. Han fik afslag på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, da han allerede inden patientskaden var sygemeldt på grund af en diskusprolaps, og da det ikke var sandsynliggjort, at han ville have været i stand til at genoptage sit fysiske krævende arbejde, selvom patientskaden ikke var indtrådt.

Patientskadeankenævnet forhøjede méngraden til 18 %, men tiltrådte i øvrigt Patientforsikringens afgørelser vedrørende tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte samt erhvervsevnetab. Manden nedlagde ved landsretten påstand om, at erhvervsevnetabet udgjorde 65 %, at det varige mén udgjorde 25 %, og at der skulle tilkendes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og yderligere godtgørelse for svie og smerte.

Landsretten fandt, at der ikke på baggrund af de under sagen fremlagte oplysninger, herunder Retslægerådets udtalelser, var grundlag for at tilsidesætte nævnets vurdering af tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte, varigt mén og erhvervsevnetab. Nævnet blev derfor frifundet.