Vestre Landsret 6/7-2001

En 23 årig kvinde blev under en ukompliceret graviditet indlagt på sygehus 1 den 21. december 1995 og fødte samme aften en pige. Hun blev udskrevet den 23. december 1995, men blev dårlig de følgende dage og den 29. december 1995 indlagt på sygehus 2 efter 3 dage med diarre. Hun betegnedes ved indlæggelsen som klinisk dehydreret. Den 30. december 1995 overflyttedes hun til intensiv afdeling på sygehus 3, hvor der blev foretaget udskrabning . Man konstaterede her, at der var tale om barselsfeber. Kvinden blev på ny overført til sygehus 2, hvorfra hun blev udskrevet den 16. januar 1996. Hun blev igen indlagt på sygehus 2 den 22. februar 1996 med hjerteproblemer, sygdom i hjertemuskulaturen efter akut højfebril tilstand. Patientforsikringen fandt, at den primære behandling på sygehus 1 i forbindelse med kvindens fødsel den 21. december 1995 var udført i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring havde været det optimale i den givne situation. Det forlængede og alvorlige sygeforløb fandtes at være en følge af den opståede barselsfeber, en følgetilstand til en normalt forløbende fødsel. Der var således ikke tale om, at der i forbindelse med fødslen var blevet efterladt dele af moderkagen. På den baggrund fandt Patientforsikringen, at betingelserne i PFL § 1, stk. 1, og § 2, stk. 1, ikke var opfyldt, og at hun derfor ikke var berettiget til erstatning.

Patientforsikringens afgørelse blev tiltrådt af Patientskadeankenævnet, som fandt, at hendes nuværende gener i form af hjerteproblemer var følger af den udviklede barselsfeber i forbindelse med fødslen og ikke af den behandling, som hun havde fået på sygehus 1, og som fandtes at have været korrekt. Nævnet fandt således, at der ikke var påført hende en fysisk skade i forbindelse af behandlingen på sygehus 1.

Retslægerådet fandt det ikke sandsynligt, at kvinden ved udskrivelsen havde rester af moderkagen i livmoderen, og at den infektion (barselsfeber), som hun fik konstateet på sygehus 3, kunne godt være opstået uden, at der var efterladt rester af moderkagen. Retslægerådet fandt det mest sandsynligt, at den senere konstaterede forstørrelse/udvidelse af kvindens hjerte skyldtes en dilateret kardiomyopati (hjertemuskelsygdom), karakteriseret ved stort hjerte og nedsat pumpefunktion af venstre eller begge hjertekamre. Hjertesygdommen opstår oftest uden kendt årsag, men kan udløses i forbindelse med en fødsel. Man fandt det sandsynligt, at hendes infektion havde været medvirkende årsag til sygdommens akutte hjertesymptomer på grund af en belastning af kredsløbet og dermed af hjertet.

Landsretten fandt med henvisning til retslægerådets udtalelse det ikke i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at der skulle være efterladt rester af moderkagen i kvindens livmoder, eller at personalet på sygehus 1 burde have foretaget yderligere undersøgelser heraf. Heller ikke de øvrige oplysninger i sagen kunne støtte en antagelse af, at sagsøgeren blev påført fysisk skade på sygehuset. Sagsøgeren opfyldte derfor ikke betingelsen efter patientforsikringslovens § 1, stk. 1, for at kunne opnå erstatning. Landsretten tog derfor sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.