Vestre Landsret 6/10-2015

En yngre kvinde blev i marts 2008, december 2009 og januar 2010 undersøgt for en forandring i højre bryst. Det blev vurderet, at der ikke var tale om kræft. I april 2010 blev kvinden atter undersøgt, og man konstaterede, at hun havde brystkræft med spredning til flere lymfeknuder. Der blev iværksat behandling med kemoterapi, stråleterapi og operation, men kvinden afgik ved døden i april 2012 som følge af kræftsygdommen.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) vurderede ved afgørelse 13. februar 2012, at der ved undersøgelsen i januar 2010 burde være foretaget mammografi og biopsi af knuden, hvorved kræftdiagnosen med overvejende sandsynlighed ville være stillet. Patientforsikringen tilkendte ved samme afgørelse 15.000 kr. i skønsmæssig godtgørelse for svie og smerte samt 39.525 kr. for et varigt mén på 5 %. Patientforsikringen lagde ved ménvurderingen vægt på, at diagnoseforsinkelsen havde medført en statistisk forringelse af den 5-årige overlevelsesprognose, og at kvinden forventeligt skulle have gennemgået det samme behandlingsforløb ved rettidig diagnostik, herunder have fjernet højre bryst og alle lymfeknuderne i armhulen.

Ved afgørelse af 30. maj 2012 tilkendte Patientforsikringen 1.000 kr. i erstatning for midlertidige helbredelsesudgifter. Patientforsikringen afviste at yde erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, tab af erhvervsevne og forsørgertabserstatning, idet kvindens dødsfald med overvejende sandsynlighed skyldtes hendes grundlidelse og ikke den anerkendte diagnoseforsinkelse.

Boet efter kvinden påklagede Patientforsikringens afgørelse af 13. februar 2012 til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen). Det blev blandt andet gjort gældende, at skadedatoen burde fastsættes til marts 2008, og at erstatningsopgørelsen burde ændres, således at der blev udbetalt forsørgertabserstatning og erstatning for tab af erhvervsevne.

Patientskadeankenævnet tiltrådte ved afgørelse af 3. maj 2013, at skadedatoen blev fastsat til marts 2010. Nævnet vurderede dog, at diagnoseforsinkelsen havde medført en så væsentlig forringelse af den 5-årige statistiske overlevelsesprognose, og at kvindens dødsfald med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives diagnoseforsinkelsen. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at overlevelsesprognosen i marts 2010 var på ca. 75 %, og at overlevelsesprognosen på diagnosetidspunktet var forringet til 40 %. Nævnet tiltrådte i øvrigt, at kvinden forventeligt ville have fået fjernet brystet og lymfeknuderne i armhulen, hvis diagnosen var stillet rettidigt. Sagen blev hjemvist til fornyet erstatningsberegning i Patientforsikringen.

Ved afgørelse af 29. maj 2013 tilkendte Patientforsikringen 383.375 kr. i godtgørelse til boet, heraf 54.000 kr. for svie og smerte og 329.375 kr. for et varigt mén på 70 %. Ved ménvurderingen blev der lagt vægt på, at méngraden for uhelbredelig kræftsygdom er 100 %. Herfra skulle fradrages et mén på 15 %, idet kvinden også ved rettidig diagnostik i januar 2010 ville have fået fjernet sit bryst. Endvidere fradrog man 15 %, fordi kvinden ved rettidig diagnostik ville have haft en meget stor risiko for genopblussen af sygdommen. Méngodtgørelsen blev reduceret med 33 % efter princippet om reduktion for mellemkommende død.

Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet, idet boet fandt det uberettiget, at der var foretaget fradrag for risikoen for genopblussen af sygdommen og reduktion efter princippet om mellemkommende død. Det blev herved gjort gældende, at kvinden skulle stilles som om, der primært var truffet en korrekt afgørelse i Patientforsikringen.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse af 29. maj 2013 ved afgørelse af 15. november 2013. Nævnet henviste herved blandt andet til Arbejdsskadestyrelsens vejledende méntabel punkt I.2., hvoraf det fremgår, at radikalt opereret kræft med stor eller meget stor risiko for tilbagefald skønsmæssigt medfører et mén på op til 15 %.

Ved afgørelse af 19. december 2013 tilkendte Patientforsikringen 1.053.500 kr. i forsørgertabserstatning. Patientforsikringen afviste at yde erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne.

Patientforsikringens afgørelse af 19. december 2013 blev påklaget til Patientskadeankenævnet for så vidt angik den afviste erstatning for tab af erhvervsevne.

Ankenævnet tiltrådte i september 2014, at der ikke var grundlag for at yde erstatning for tab af erhvervsevne. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at der ikke forud for kvindens dødsfald var blevet foretaget et skøn over erhvervsevnetabet, og at kvinden ikke inden sin død havde et forfaldent krav på erstatning for tab af erhvervsevne.

Sagen blev indbragt for domstolene med påstand om, at kvinden skulle stilles som om, der var truffet en korrekt afgørelse af Patientforsikringen den 13. februar 2012. Der skulle dermed ikke foretages fradrag efter princippet om mellemkommende død ved fastsættelse af det varige mén. Endvidere skulle der ikke foretages fradrag for risikoen for genopblussen af sygdommen. Endelig gjorde boet gældende, at der skulle ydes erstatning for tab af erhvervsevne. Sagen blev henvist til Vestre Landsret som førsteinstans på grund af sagens principielle karakter.

Landsretten fandt, at der ved ménfastsættelsen skulle foretages et fradrag på 15 % på grund af kvindens meget høje risiko for genopblussen af sygdommen, hvis diagnosen var stillet i januar 2010. Endvidere fandt landsretten det berettiget, at der var foretaget reduktion for mellemkommende død med 33 %. For så vidt angik erstatningen for erhvervsevnetab, fandt landsretten det ikke godtgjort, at der ved Patientforsikringens afgørelse af 13. februar 2012 var det fornødne grundlag for at foretage et rimeligt skøn over erhvervsevnetabet. Det forhold, at Patientskadeankenævnet ved sin afgørelse af 3. maj 2013 ændrede Patientforsikringens afgørelse af 13. februar 2012 og anerkendte en væsentligt forringet overlevelsesprognose og deraf følgende død, kunne ikke føre til et andet resultat. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.