Vestre Landsret 5/4-2005

Rettens sagsnummer:

2699-03

Ankenævnets sagsnummer:

2003-00-155

Dato for dommens afsigelse:

tirsdag den 5. april 2005

Domstol:

Vestre Landsret

Kategori:

Domme afsagt af landsret

Relaterede filer:

vl050405

En 37-årig kvinde fødte den 29. december 2000 en pige. I forbindelse med fødslen havde man foretaget et klip i mellemkødet, som efterfølgende blev syet. Kvinden havde den 30. december 2000 ukontrolleret afføring. Man konstaterede cirka 5 måneder efter fødslen en overrivning af endetarmens ringmuskel. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at behandlingen i forbindelse med fødslen var foregået i overensstemmelse med bedste specialiststandard, og at kvinden ikke var blevet påført en fysisk skade. For så vidt angår rupturen i endetarmens lukkemuskel lagde nævnet vægt på, at den var en følge af selve fødslen og ikke en følge af behandlingen i forbindelse med fødslen. Patientskadeankenævnets afgørelse blev ikke indbragt for landsretten, men kvindens advokat anmodede på baggrund af en ensidigt indhentet speciallægeerklæring fra en speciallæge i gynækologi og obstetrik nævnet om at genoptage sagen. Patientskadeankenævnet fandt ikke grundlag for at genoptage sagen. Sagen blev herefter indbragt for landsretten, men på daværende tidspunkt var fristen for at indbringe nævnets første afgørelse overskredet betydeligt.

Landsrettens flertal lagde til grund, at nævnet ved sin afgørelse udelukkende havde taget stilling til, hvorvidt patientskaden var forårsaget af selve fødslen. Patientskadeankenævnet havde derimod ikke i fornødent omfang inddraget undersøgelsen og behandlingen efter fødslen, herunder undersøgelsen og behandlingen den 30. december 2000, hvor der var ukontrolleret afføring, hvilket efter det oplyste kunne være et symptom på overrivning af ringmusklen. Da det ikke af journalen for den 29. december 2000 fremgik, at kvinden efter fødslen var blevet undersøgt for overrivning af ringmusklen, havde nævnet endvidere ikke haft grundlag for at lægge til grund, at en sådan undersøgelse var foretaget. Under disse omstændigheder fandt et flertal af landsretten, at betingelserne for, at Patientskadeankenævnet skulle genoptage sagen, var opfyldt.