Vestre Landsret 31/5-2001

En 38-årig mand fik i oktober 1994 foretaget et artroskopisk indgreb i venstre knæ, hvorved man fjernede en del af den indvendige menisk. Efter operationen fik han tiltagende smerter i knæet, og efterfølgende udviklede der sig refleksdystrofi heri. Patientforsikringen anerkendte skaden efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4, og tilkendte ham erstatning for helbredelsesudgifter og tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte og varigt mén svarende til en méngrad på 35 %. Stationærtidspunktet blev fastlagt til den 14. februar 1996, hvor man havde opgivet behandlingen og foreslået en stivgørende operation af knæet. Han blev tilkendt mellemste førtidspension, senere forhøjet til højeste førtidspension. Erhvervsevnetabsprocenten blev fastsat til 65 %.

Patientskadeankenævnet stadfæstede afgørelsen, bortset fra posten tabt arbejdsfortjeneste, som blev forhøjet. Skadelidte havde krævet forhøjelse af samtlige erstatningsposter samt dækning af advokatomkostninger ved sagens behandling ved Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet.

Landsretten stadfæstede Patientskadeankenævnets afgørelse med henvisning til, at Patientskadeankenævnet besidder en særlig indsigt på dette område, og at nævnet, da det traf sin af afgørelse var i besiddelse af samtlige de oplysninger, der var forelagt landsretten, og at der ikke i øvrigt under sagen var indhentet oplysninger fra Retslægerådet eller Arbejdsskadestyrelsen. Der var heller ikke godtgjort sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at skadelidte slulle have sine advokatomkostninger dækket.