Vestre Landsret 31/1-2017

En kvinde gennemgik den 22. september 2006 en synskorrigerende laseroperation mod langsynethed på begge øjne. Ved en forundersøgelse blev patienten oplyst om, at det på grund af hendes væsentlige langsynethed kunne blive nødvendigt med operation igen. Efter operationen oplevede patienten uklart syn, og hun blev derfor opereret igen på begge øjne den 30. maj 2007. Patienten havde efter denne operation fortsat synsgener, herunder blandt andet sløret syn, og hun blev derfor opereret igen på begge øjne den 17. september 2007. Ved efterfølgende kontrolundersøgelse var patienten velbefindende men dog generet af hovedpine og træthed, og hun blev derfor opereret igen den 4. marts 2008. Efter denne operation var hendes syn ikke bedre, og hun havde nu gener i form af smerter, lysfølsomhed og tiltagende udsving i øjet. Ved kontrolundersøgelse den 17. juni 2009 blev patienten informeret om, at det foreløbigt ikke var muligt at tilbyde hende en ny operation. Patienten var til kontrolundersøgelse igen på samme klinik den 16. marts 2012. I juni 2012 tilbød klinikken hende en ny laseroperation for at udjævne hornhinden. Denne operation blev udført den 19. juli 2012 på anden klinik, men heller ikke denne operation havde den ønskede effekt. Den 22. marts 2013 var patienten via henvisning fra egen øjenlæge til undersøgelse på et hospitals øjenafdeling. Ved denne undersøgelse blev hun oplyst om, at hendes synsgener kunne skyldes de mange laseroperationer.

Patienten anmeldte den 8. april 2013 et erstatningskrav for behandlingen til Patientforsikringen (nu Patienterstatningen). Under henvisning til klage- og erstatningslovens forældelsesfrist på 3 år fandt Patientforsikringen, at erstatningskravet var forældet, da patienten senest den 17. juni 2009 fik eller burde have fået kendskab til, at der i forbindelse med behandlingen eventuelt var sket skade.

Afgørelsen blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som stadfæstede Patientforsikringens afgørelse. Ankenævnet lagde vægt på, at patienten den 22. september 2006 gennemgik synskorrigerende laseroperation på begge øjne, og at denne laserbehandling blev gentaget fire gange på venstre øje og fem gange på højre øje, fordi resultatet af laserindgrebene ikke forbedrede hendes syn. Ankenævnet lagde dernæst vægt på, at patienten havde søgt andre behandlingssteder og metoder for at afhjælpe synsforværringen efter, at hun var blevet afsluttet den 17. juni 2009.

Sagen blev indbragt for byretten. Retten lagde blandt andet vægt på, at patienten den 4. marts 2008 burde have overvejet, om hun ved en eller flere af operationerne havde pådraget sig skade, og at hun i hvert fald ved kontrolundersøgelsen den 17. juni 2009 burde have indset, at hun ved laseroperationerne havde pådraget sig skade. Selvom patienten på dette tidspunktet ikke til fulde var klar over følgerne af skaden, løb forældelsesfristen fra dette tidspunkt. Ankenævnet blev herefter frifundet.

Patienten ankede byrettens dom til Vestre Landsret. Landsretten fandt under henvisning til Højesterets dom af 8. december 2013 (UfR 2003.0H), at forældelsen regnes fra det tidspunkt, hvor den erstatningsberettigede har fået kendskab til selve skaden og kendskab til, at skaden kan være forårsaget af behandlingen. Af samme grunde som byretten var landsretten herefter enig i, at patienten senest den 17. juni 2009 burde have haft kendskab til skaden, og at denne kunne være forårsaget af operationerne. Landsretten bemærkede, at patientens eventuelle psykiske skade var en følge af den fysiske skade, og at forældelsesfristen skulle regnes fra samme tidspunkt, det vil sige den 17. juni 2009.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom om at frifinde ankenævnet.