Vestre Landsret 30/3-2005

En kvinde blev den 3. maj 1994 opereret i højre ben for åreforkalkning. I forbindelse med operationen skete der en læsion af lårbensnerven. Kvinden havde som følge af nervelæsionen varige gener blandt andet i form af smerter og nedsat kraft i højre ben med deraf følgende nedsat funktionsniveau. Kvinden var allerede inden operationen ophørt med sit arbejde som sygehjælper og havde pr. 12. januar 1993 fået tilkendt forhøjet almindelig førtidspension på grund af venstresidige ansigtssmerter. Inden operationen i 1994 havde kvinden fået afslag på en forhøjelse af pensionen. Pr. 1. marts 1998 blev kvinden tilkendt mellemste førtidspension på grund af svære ansigtssmerter samt symptomer fra begge ben som følge af åreforkalkning og følger efter nervelæsion. Patientforsikringen fandt, at kvindens skade i form af påvirkning af lårbensnerven kunne anerkendes som en patientskade efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4, da påvirkning af lårbensnerven med betydelige gener i form af føleforstyrrelser og muskellammelser var mere, end hun med rimelighed måtte tåle. Kvinden blev tilkendt en godtgørelse for et varigt mén på 8 %, men blev ikke tilkendt erstatning for erhvervsevnetab.

Patientskadeankenævnet fandt, at kvinden var berettiget til en godtgørelse svarende til et varigt mén på 18 % i overensstemmelse med en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen. Herudover blev kvinden tilkendt en godtgørelse for svie og smerte. Nævnet fandt som Patientforsikringen, at kvinden ikke var berettiget til erstatning for erhvervsevnetab, idet hun allerede før skaden modtog forhøjet alminde-lig førtidspension, og det fandtes ikke sandsynliggjort, at hun ville have opnået en erhvervsmæssig indtægt. For landsretten nedlagde kvinden påstand om, at hun var berettiget til en erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarslovens § 8.

Landsretten lagde vægt på, at det ved afgørelsen om førtidspension var blevet lagt til grund, at kvindens erhvervsevne var blevet nedsat med mindst halvdelen på grund af helbredsmæssige forhold. Kvinden og hendes ægtefælle havde forklaret, at hun i tiden efter, at hun var blevet tilkendt førtidspension, gik hjemme, og at hun indtil patientskaden faktisk udførte husarbejde i hjemmet, selvom hendes erhvervsevne var nedsat. Landsretten lagde herefter til grund, at kvinden forud for patientskaden stadig havde en vis erhvervsevne i behold, der blev udnyttet til arbejde i hjemmet, hvorfor hun var omfattet af erstatningsansvarslovens § 8. Kvindens påstand blev herefter taget til følge.