Vestre Landsret 30/10-2020

Patienten fik i november 2010 diagnosticeret kræft i skjoldbruskkirtlen. Patienten gennemgik operation med efterfølgende radiojodbehandling og blev fulgt ved løbende kontrolbesøg. Ved kontrolbesøg i februar, juni og december 2013 viste patientens blodprøver stigning i thyroglobulin-niveauet. Ved kontrolbesøg i juni 2014 viste patientens blodprøver igen en stigning i thyroglobulin-niveauet og patienten blev henvist til videre udredning, som viste recidiv af patientens kræftsygdom med spredning til halsen og begge lunger. Behandlingsstedet beklagede i november 2014 skriftligt over for patienten, at der ikke var iværksat udredning i forbindelse med de tidligere kontrolbesøg. Patienten afgik ved døden den 27. maj 2020.

I januar 2015 traf Patienterstatningen afgørelse om, at patienten ikke var blevet påført en erstatningsberettigede patientskade, jf. klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1. Patienterstatningen fandt, at behandlingen ikke var i overensstemmelse med erfaren specialiststandard på området. Patienterstatningen fandt imidlertid, at patientens sygdomsforløb med overvejende sandsynlighed skyldtes tilbagefald af kræftsygdommen, og at patienten derfor ikke var blevet påført en skade.

Patienten påklagede afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen, som i august 2015 stadfæstede afgørelsen. Patienten indbragte herefter afgørelsen for domstolene med påstand om, at ankenævnet skulle anerkende, at hun var blevet påført en erstatningsberettigende skade.

Under sagens behandling for Retten i Aalborg blev sagen forelagt for Retslægerådet. Ankenævnet traf i juni 2017, efter modtagelse af Retslægerådets erklæring, afgørelse om, at der ikke var grundlag for at genoptage sagen, idet der ikke ved Retslægerådets erklæring var fremkommet nye oplysninger. Retten i Aalborg afsagde herefter den 9. februar 2018 dom i sagen,hvorefter ankenævnet skulle anerkende, at patienten var påført en erstatningsberettigende skade. Ankenævnet ankede dommen til Vestre Landsret.

Under sagens behandling i Vestre Landsret blev der stillet supplerende spørgsmål til Retslægerådet. Efter modtagelse af Retslægerådets erklæring traf ankenævnet i maj 2020 igen afgørelse om, at der ikke var grundlag for at genoptage sagen, idet der ikke ved Retslægerådets erklæring var fremkommet nye oplysninger.

Ankenævnet gjorde under sagen blandt andet gældende, at der ikke i de lægelige akter, herunder navnlig Retslægerådets udtalelser, var den fornødne støtte for, at patienten med overvejende sandsynlighed var påført en erstatningsberettigende skade i form af forringet overlevelsesprognose. Ankenævnet gjorde yderligere gældende, at der ikke var grundlag for at lempe patientens bevisbyrde efter klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, da der ikke var en sådan tvivl om årsagssammenhæng mellem fejlen og den indtrådte skade, at der var grundlag for bevislempelse jf. U.2019.3916H, idet det måtte lægges til grund, at patienten havde udviklet metastaser i lungerne forud for kontrolbesøget i februar 2013. Ankenævnet anførte i den forbindelse, at det forhold, at Retslægerådet ikke fandt at kunne udtale sig om, hvornår metastaserne var opstået, ikke kunne føre til et andet resultat.

Retten udtalte på baggrund af Retslægerådets besvarelse, at det ikke kunne anses for usandsynligt, at den manglende udredning i 2013 havde haft betydning for sygdommens udvikling, og at det dermed ikke var usandsynligt, at den forsinkede diagnosticering var årsagen til, at patientens kræftsygdom blev uhelbredelig. Retten anførte endvidere, at under hensyn til karakteren af den ansvarspådragende fejl, som var årsag til, at det ikke kunne afgøres om patienten havde metastaser i 2013, måtte den tvivl, der bestod med hensyn til årsagssammenhæng, komme patienten til gode. Retten fandt det derefter tilstrækkeligt sandsynliggjort, at patientens sygdom ikke havde været uhelbredelig, hvis fejlen ikke var blevet begået.                  

Landsretten stadfæstede derefter dommen.