Vestre Landsret 28/11-2002

En mand faldt den 28. februar 1998 ned fra en stige og pådrog sig et svært splintret brud i nederste del af venstre skinneben, og man foretog operativ påpladssætning med skinne og skruer. Der tilstødte herefter infektion, som resulterede i et langvarigt og kompliceret behandlingsforløb, som endte med, at han den 11. juni 1999 måtte have amputeret venstre ben under knæet.

Patientforsikringen fandt, at han var erstatningsberettiget efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4, og tilkendte ham bl.a. godtgørelse for svie og smerte. Man fandt imidlertid, at han ikke var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, da man ikke fandt det sandsynliggjort, at han ville have været i arbejde efter udløbet af den normale sygeperiode, hvis patientskaden ikke var indtrådt, hvilket Patientskadeankenævnet havde tiltrådt. Manden nedlagde ved landsretten påstand om, at han var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Landsretten fandt, at sagsøgeren efter bevisførelsen ikke havde godtgjort, at han før sin tilskadekomst havde indgået en bindende ansættelsesaftale med en arbejdsgiver. Der blev herved lagt vægt på, at ansættelsesforholdet efter sagsøgerens forklaring oprindeligt var aftalt mundtligt med den pågældende arbejdsgiver, der først efter anlægget af retssagen havde udarbejdet en erklæring. Da det efter det oplyste om sagsøgerens tidligere tilknytning til arbejdsmarkedet og karakteren af fire planlagte tidsbegrænsede arbejdsopgaver endvidere var tvivlsomt, om sagsøgeren kunne få eller fastholde beskæftigelse efter den 1. september 1998, havde sagsøgeren ikke krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.