Vestre Landsret 25/11-2021

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en kvindes dødsfald skulle anerkendes som en patientskade som følge af kvindens behandling i lægevagten den 8. juni 2011.

Det var boets opfattelse, at man i lægevagten skulle have konstateret diabetisk syreforgiftning, hvorved dødsfaldet ville være undgået.

Ankenævnet for Patienterstatningen vurderede, at betingelserne for at yde erstatning i henhold til § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1, ikke var opfyldt.

Sagen blev indbragt for domstolene og forelagt Retslægerådet ad i alt 5 omgange.

Retslægerådet vurderede blandt andet, at det ikke var i overensstemmelse med den erfarne specialiststandard, at der ikke i lægevagten blev foretaget måling af blodglukose og ketonstoffer i urin med henblik på nærmere afdækning af, hvorvidt der var tale om en diabetisk syreforgiftning.

Hovedspørgsmålet i sagen var herefter, om boet havde løftet bevisbyrden for, at kvindens død ville være undgået, hvis lægevagten havde foretaget en måling af blodglukose og test af urin for ketonstoffer.

Byretten frifandt Ankenævnet, da den ikke fandt, at boet efter patienten havde løftet bevisbyrden. Retten lagde i den forbindelse vægt på udtalelserne fra Retslægerådet. Boet ankede herefter dommen til landsretten.

Efter en samlet vurdering af Retslægerådets besvarelser fandt Landsretten det ikke godtgjort, at kvindens hjertestop og efterfølgende dødsfald udgjorde en patientskade.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.