Vestre Landsret 24/9-2004
Rettens sagsnummer:
B-1192-01
Ankenævnets sagsnummer:
2000-00-068
Dato for dommens afsigelse:
fredag den 24. september 2004
Domstol:
Vestre Landsret
Kategori:
Domme afsagt af landsret
Relaterede filer:
En 39-årig kvindes graviditet var kompliceret med svær svangerskabsforgiftning. Man forsøgte derfor at foretage igangsætning af fødslen, men da det ikke lykkedes, foretog man kejsersnit, hvor man forløste et fuldstændigt normalt barn. Efter kejsersnittet havde kvinden komplikationer i form af svær blødning. I efterforløbet havde hun helbredelsesmæssige gener i form af synsforstyrrelser, smerter og kognitive forstyrrelser, som hun mente måtte tilskrives behandlingen. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var påført en patientskade efter patientforsikringslovens § 1, stk. 1, og § 2, stk. 1, da hendes gener ikke med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives behandlingen.
Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, idet man lagde vægt på, at hendes gener måtte tilskrives forhold ved hende selv, herunder den indtrådte svangerskabsforgiftning. Kvinden nedlagde ved landsretten påstand om, at hun var påført en erstatningsberettigende skade.
Landsretten lagde efter bevisførelsen, herunder Retslægerådets besvarelse, til grund, at sagsøger havde haft en svær svangerskabsforgiftning, og at forløbet med blødning var i overensstemmelse med svær svangerskabsforgiftning. Retten lagde endvidere til grund, at det ikke var muligt at fastlægge årsagen til hendes gener, og at ingen af disse kunne henføres til behandlingen. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet.