Vestre Landsret 24/5-2018

Patienten led af en diskusprolaps og blev i august 2011 opereret herfor. Patienten fik herefter en lammelse af stemmebåndet og vejrtrækningsproblemer.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) vurderede, at skaden i form af højresidig stemmebåndslammelse ikke var tilstrækkeligt sjælden til at udløse erstatning efter klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4. I sin begrundelse angav Patientforsikringen blandt andet, at mermenet kunne fastsættes til 3 procent for subjektiv følelse af åndenød. Patienten fik således afslag på erstatning.

Patienten klagede til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen). Ankenævnet vurderede, at patienten var påført en erstatningsberettigende skade, jf. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4, idet skaden måtte anses for en sjælden komplikation, der under de konkrete forhold fandtes at være tilstrækkelig alvorlig. Ankenævnet ændrede derved Patientforsikringens afgørelse, og sagen blev sendt tilbage til Patientforsikringen til fastsættelse af erstatning og godtgørelse.

Patienten indbragte sagen for Retten i Horsens med påstand om, at ankenævnet skulle anerkende, at han ved patientskaden i august 2011 og frem var påført et varigt mén på 35 procent. Sagen blev forelagt Retslægerådet, der blandt andet udtalte, at luftmanglen hos patienten næppe kunne konstateres ved en lungefunktionsundersøgelse.

Retten i Horsens lagde i sin afgørelse blandt andet vægt på patientens betydelige problemer og symptomer samt speciallægeerklæringen. Retten fandt, at patienten havde tilvejebragt et sikkert grundlag for at antage, at ankenævnet ved det udøvede skøn ikke havde lagt tilstrækkelig vægt på patientens fysiske aktivitet, der kunne henføres til åndenød som følge af stemmebåndsparesen. Det kunne på denne baggrund ikke udelukkes, at mermenet ikke kunne fastsættes til højere end 3 procent. Retten hjemviste således sagen til ankenævnet til fornyet behandling.

Ankenævnet for Patienterstatningen ankede byrettens dom til Vestre Landsret med påstand om frifindelse. Patienten påstod stadfæstelse af byrettens dom.

Landsretten lagde i sin afgørelse vægt på, at ankenævnet i det væsentlige alene havde lagt vægt på, at der blev målt normale værdier ved lungefunktionsundersøgelsen. Landsretten lagde til grund, at ankenævnets afgørelse var baseret på en fejlagtig lægefaglig vurdering af lungefunktionsundersøgelsens evne til at afdække patientens gener. Landsretten fandt på denne baggrund, lige som byretten, at sagen skulle hjemvises til ankenævnet.

Vestre Landsret stadfæstede byrettens dom, således at sagen blev hjemvist til fornyet behandling ved ankenævnet.