Vestre Landsret 23/9-2016

En patient blev akut indlagt den 21. marts 2011 med mistanke om perforeret blindtarm. Den 23. marts 2011 blev der konstateret stafylokokker i patientens blodprøver, og at stafylokok-kerne stammede fra hjertet. Der blev rekvireret ekkocardiografi, men dette blev ikke udført. Kardiografien blev først gennemført den 27. marts 2011. Man konstaterede i den forbindelse bisuspid-aortaklap med vegetationer, abscesdannelse og svær aortainsufficiens. Patienten blev herefter overført til et andet sygehus, hvor han gennemgik en hjerteklapoperation og en bypassoperation. Den 28. marts 2011 blev patienten overført til et tredje sygehus, hvor han gennemgik endnu en bypassoperation og efterfølgende en amputation af venstre ben og en ny hjerteklapoperation.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) gav afslag på erstatning, idet det blev vurderet, at patienten ikke var påført en erstatningsberettigende skade, jf. klage- og erstatningslovens § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og 2.

Patienten påklagede afgørelsen til Patientskadeankenævnet (nu ankenævnet for Patienterstatningen). Patienten mente, at man burde have foretaget EKG tidligere i forløbet, hvorved man havde stillet diagnosen og iværksat relevant behandling. Ankenævnet traf afgørelse i sagen den 30. marts 2012 og fandt, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed var påført en skade. Ankenævnet fandt, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes, end man gjorde ved behandlingen den 21. marts 2011 og frem, idet man på den kardiologiske afdeling burde have foretaget den kardiologiske vurdering af patienten inklusiv EKG, som der ved telefonisk henvendelse blev anmodet om den 23. marts 2011. Derved ville diagnosen kunne være stillet den 23. eller den 24. marts 2011. Ankenævnet vurderede imidlertid, at dette ikke havde haft betydning for forløbet og slutresultatet, idet patienten med overvejende sandsynlighed under alle omstændigheder skulle have gennemgået de efterfølgende meget omfattende operationer, uanset om man havde foretaget EKG allerede den 23. marts 2011. Ankenævnet lagde vægt på, at der allerede den 23. marts 2011 blev skiftet til den rette antibiotiske behandling.

Patienten indbragte sagen for retten. I forbindelse med retssagen blev sagen forelagt for Retslægerådet. Retslægerådet udtalte blandt andet, at forløbet eller slutresultatet måske kunne have været anderledes, såfremt man havde foretaget ekkokardiografi allerede den 23. marts 2011. Retslægerådet angav eller antydede ikke graden af sandsynligheden for, at forløbet eller slutresultatet havde været anderledes.

Retten fandt, at der ud fra Retslægerådets udtalelser, ikke var grundlag for at antage, at patienten i forhold til sin grundlidelse blev påført en skade, som med den fornødne overvejende sandsynlighed ville have været undgået ved rettidigt diagnosticering ved hjælp af ekkocardio-grafi og behandling. Patientskadeankenævnet blev hermed frifundet.

Patienten ankede dommen til Vestre Landsret.

Retslægerådet havde – i de udtalelser, som var afgivet under sagens behandling i byretten – anført, at det er almindelig anerkendt lægefaglig retningslinje at foretage en kardiologisk vurdering med ekkocardiografi (hjertescanning) af en patient med stafylokkokus aureus i blodet, og at der ikke bør være opsættende forhold, der forhindrer udførelsen af den diagnostiske undersøgelse, når mistanken om endocardit er rejst. Tilsidesættelse af retningslinjerne udgjorde ifølge landsretten en ansvarspådragende fejl, som ifølge Retslægerådet kunne have forårsaget skade. Landsretten fandt herefter, at tilsidesættelsen af retningslinjerne udgjorde en klar fejl, og at den foreliggende tvivl om årsagsforbindelsen kunne komme patienten til gode. Det fandtes herefter tilstrækkeligt sandsynliggjort, at patienten i hvert fald i et vist omfang var blevet påført en erstatningsberettigende merskade på grund af den forsinkede diagnosticering af betændelsen i hjertet. Ankenævnet for Patienterstatningen blev herefter dømt til at anerkende, at patienten pådrog sig en patientskade efter behandlingsforløbet i perioden fra den 23. marts 2011 og frem til den 27. marts 2011.