Vestre Landsret 23/3-2021

Sagen angik to forhold:

• Behandlingen ved egen læge: Eventuel forsinket diagnosticering af lymfeknudekræft, og
• Behandlingen på et hospital: Komplikation under biopsitagning medførende en blødning.

Patienten havde i perioden 8. maj 2012 til 10. juli 2012 henvendt sig til egen læge grundet tør hoste og trykkende fornemmelse i brystkassen samt smerter ved udånding og karsprængninger under brystet. Den 1. juli 2012 blev patienten indlagt på hospitalet med mistanke om lymfekræft. Da der i forbindelse med biopsitagningen den 12. juli 2012 opstod komplikationer, blev der samme dag anlagt stent. Der blev herefter iværksat et behandlingsforløb med kemoterapi, som varede flere år og medførte svære bivirkninger.

Den 3. august 2016 anmeldte patienten en behandlingsskade til Patienterstatningen. Den 27. februar 2017 fandt Patienterstatningen, at et eventuelt erstatningskrav var forældet, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 59, stk. 1. Afgørelsen blev herefter påklaget til Ankenævnet for Patienterstatningen, som ved afgørelse af den 8. juni 2017 stadfæstede afgørelsen. Patienten indbragte herefter afgørelsen for domstolene.

Landsretten anførte indledningsvist, ligesom byretten, at det afgørende for, om patientens eventuelle krav på erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet er forældet, jf. lovens § 59, stk. 1, er om patienten tre år før anmeldelsestidspunkt – i den foreliggende sag den 3. august 2013 – havde eller burde have fået kendskab til ikke blot selve skaden, men også at denne kunne være forårsaget af behandlingen eller muligvis kunne være undgået ved en anden behandling, jf. Højesterets dom af 8. december 2003, gengivet i U2003.0H.

I forhold til behandlingsforløbet ved patientens egen læge fandt landsretten ikke, at hun forud for den 3. august 2013 havde fået eller burde have fået kendskab til, at behandlingen havde medført en skade, der var forårsaget af behandlingen og muligvis kunne være undgået ved tidligere diagnosticering. Landsretten lagde vægt på det korte tidsforløb, som de tre forudgående konsultationer hos patientens egen læge strakte sig over, sammenholdt med oplysningerne om det efterfølgende behandlingsforløb. Landsretten tiltrådte på denne baggrund, at et eventuelt erstatningskrav mod patientens egen læge ikke var forældet, og at denne del af sagen skulle hjemvises til fortsat behandling.

I forhold til behandlingsforløbet på hospitalet lagde landsretten til grund, at patienten i dagene efter biopsitagningen den 12. juli 2012 blev informeret om, at der var opstået komplikationer, og at hun derved var blevet påført en skade, som medførte en reoperation med indsættelse af en stent i en blodåre. Landsretten lagde videre til grund, at patienten den 23. juli 2012 blev gjort bekendt med, at den indsatte stent ikke kunne eller skulle fjernes.

Landsretten fastslog endvidere, at det er uden betydning, at patienten ikke på dette tidspunkt havde kendskab til skadens fulde omfang. Landsretten tiltrådte herefter, at et eventuelt erstatningskrav mod hospitalet var forældet. Landsretten stadfæstede dermed byrettens dom.