Vestre Landsret 2/9-2004

En 54-årig mand fik i november 1997 indsat en protese i højre hofteled på grund af svær slidgigt. Efter operationen blev der konstateret føleudfald i højre fod og underben, der ikke var til stede før operationen. Han havde desuden smerter i hofteregionen, konstante lændesmerter, som forværredes ved belastning og smerter strålende ned i højre ben i forbindelse med gang, siddende eller stående stilling. Han var tidligere behandlet for blodprop i hjertet og deraf følgende gener. Han var også tidligere opereret for lyskebrok uden større komplikationer. Manden var handelsskoleuddannet og havde været ansat i et firma indenfor køle- og fryseindustrien i 30 år. Han havde fra 1980 og frem til maj 1996, hvor firmaet blev solgt, været direktør for firmaet. Han blev i slutningen af 1996 sygemeldt på grund af operationen for brok. Sygemeldingen blev i januar 1997 forlænget på grund af hoftegenerne, og han blev fra 1. september 1999 tilkendt mellemste førtidspension og fra 1. januar 2003 tilkendt højeste førtidspension. Patientforsikringen fandt, at manden var påført en efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4, erstatningsberettigende skade i form af påvirkning af ischiasnerven ved hofteoperationen. Det varige mén blev fastsat til 15 % og erhvervsevnetabet til 35 %.

Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen og anførte vedrørende erhvervsevnetabet, at mandens erhvervsevnetab som følge af patientskaden var ca. halvdelen af det samlede erhvervsevnetab, at hans nedsatte funktionsniveau kun delvist kunne tilskrives patientskaden, samt at patientskaden ikke i sig selv kunne begrunde et erhvervsevnetab på mere end 35 %. Manden nedlagde ved landsretten påstand om, at det samlede erhvervsevnetab var højere end 70 %, og at hele tabet skyldtes patientskaden.

Der blev under retssagen indhentet en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, som vurderede, at manden havde et erhvervsevnetab på 50 % som følge af patientskaden. Man vurderede, at hans erhvervsevne var nedsat til det ubetydelige på grund af den samlede helbredsmæssige tilstand, og at følgerne efter beskadigelsen af ischiasnerven var medvirkende til, at han blev tilkendt højeste førtidspension. Patientskadeankenævnet genoptog som følge af udtalelsen sin tidligere afgørelse og tilkendte ham et erhvervsevnetab på 50 %. Manden nedlagde herefter endelig påstand om, at erhvervsevnetabet som følge af patientskaden udgjorde 100 %.

Landsretten udtalte, at det ikke var godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte eller ændre den korrigerede beregning, som var i overensstemmelse med Arbejdsskadestyrelsens udtalelse. Der blev herved lagt vægt på det oplyste om sagsøgerens helbredsmæssige gener, der kun delvist kunne forklares med patientskaden, samt på det i øvrigt oplyste om sagsøgerens faktiske erhvervsevne på tidspunktet for patientskaden. Nævnet blev derfor frifundet.