Vestre Landsret 2/8-2004

En 42-årig mand pådrog sig ved en rideulykke i august 1997 et brud på venstre lægben samt et åbent brud af venstre fodled, således at den nederste del af skinnebenet stak ud af et åbent sår på den indvendige side af underbenet. Man foretog operativ påpladssætning. Under behandlingen udviklede der sig i december 1997 en kronisk knoglebetændelse i lægbenet. I april 1998 udførte man en revisionsoperation, hvor man fjernede vævsdød knogle, rensede op og indlagde antibiotika i skruer, knoglemarv og omkring knoglen. Som følge af fortsat knogleinfektion udførte man i juni 1998 endnu en operation, hvorved en del af lægbenet blev fjernet og ankelleddet stivgjort. Patientforsikringen fandt, at manden ikke var påført en fysisk skade i forbindelse med behandlingen. Man vurderede, at han med overvejende sandsynlighed havde pådraget sig infektionen allerede ved selve ulykken, og at behandlingen var udført i overensstemmelse med optimal lægelig standard.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at årsagen til den efterfølgende fjernelse af patientens lægben og stivgøring af ankelleddet ikke med overvejende sandsynlighed var en følge af behandlingen. Nævnet lagde herved vægt på, at manden med overvejende sandsynlighed allerede ved selve ulykken pådrog sig en knogleinfektion, samt at såvel den primære behandling med påpladssætning af fodleddet og bruddet under antibiotikadække som den efterfølgende behandling levede op til bedste specialiststandard.

Landsretten udtalte, at uanset der i Retslægerådet var enighed om, at den relevante antibiotikabehandling burde være påbegyndt ca. 4 måneder før den faktisk blev påbegyndt, så måtte landsretten lægge flertallet i Retslægerådets opfattelse til grund, hvorefter det var usandsynligt, at en tidligere påbegyndelse af antibiotikabehandling ville have mindsket de senere følger. Det kunne derfor ikke anses for overvejende sandsynligt, at sygdomsforløbet var blevet forlænget. Nævnet blev derfor frifundet.