Vestre Landsret 19/4-2021

Sagen angik spørgsmålet, om skadelidtes kræftlidelse var blevet uhelbredelig som følge af en forsinket diagnostisering af kræften.

Ved en undersøgelse af patienten i november 2012 fandt radiologen at der ikke forelå forhold, der kunne have været betegnet som mistanke om kræft. Patienten blev igen undersøgt i april 2014, hvorefter der i maj 2014 blev konstateret lungekræft. Lægerne vurderede, at der burde have været reageret på undersøgelsens resultat i 2012. Patienten anmeldte dette til Patienterstatningen.

Patienterstatningen traf afgørelse om, at patientens skade i form af forsinket diagnosticering af lungekræften var omfattet af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, og at det varige mén kunne fastsættes til 10 procent. Patienten klagede over afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen, som tiltrådte Patienterstatningens afgørelse.

Patienten afgik efterfølgende ved døden i august 2015.

Patientens pårørende indbragte sagen for Retten i Herning med påstand om, at ankenævnet skulle tilpligtes at anerkende, at den forsinkede diagnose med overvejende sandsynlighed havde medført, at kræftlidelsen blev uhelbredelig, og at patienten afgik ved døden.

Parterne var enige om, at en erfaren specialist på baggrund af røntgenbilledet i 2012 ville have mistænkt lungekræft og derfor iværksat nærmere udregning. Byretten lagde til grund at Retslægerådets udtalelse måtte forstås således, at der var tvivl om den faktiske årsagssammenhæng og at det kunne komme patienten til gode, hvis det kunne konstateres, at der klart var begået en fejl. Byretten fandt det imidlertid ikke bevist, at den manglende mistanke om kræft og videresendelse til udredning kunne karakteriseres som en klar lægelig fejl.

Efter Retslægerådets udtalelse blev det lagt til grund, at der klart var begået fejl ved behandlingen, og at denne var ansvarspådragende. Landsretten fandt, at ankenævnets vurdering af overlevelsesprognosen ved rettidig diagnosticering hvilede på et betydeligt skøn, samt at den usikkerhed, der knyttede sig hertil skyldtes, at der ved den begåede fejl ikke var iværksat udredning og behandling. På den baggrund og efter Retslægerådets vurdering, hvorefter overlevelsesprognosen ikke kunne angives, kunne landsretten ikke lægge grund, at overlevelsesprognosen kun var på 35 %, som vurderet af ankenævnet. Tvivlen om årsagssammenhængen mellem forsinkelsen og sygdommens udvikling skulle efter omstændighederne komme skadelidte til gode.

Ankenævnet blev på den baggrund dømt til at anerkende, at betingelserne for at yde erstatning for patientens uhelbredelige kræftsygdom var opfyldt.