Vestre Landsret 19/12-2003
Rettens sagsnummer:
B-2597-00
Ankenævnets sagsnummer:
Dato for dommens afsigelse:
fredag den 19. december 2003
Domstol:
Vestre Landsret
Kategori:
Domme afsagt af landsret
Relaterede filer:
En kvinde blev i juni 1994 behandlet for svedallergi og fik fjernet en pusansamling i overhuden. Operationen forløb uden komplikationer, og efterfølgende blev hun behandlet ambulant, idet der var opstået en defekt i operationssårets højre side på 3 x 1 mm. Man vurderede, at der kunne være tale om en fistel i forbindelse med en kirtelrest eller et lymfekar, og man valgte at se tiden an. I oktober 1994 blev hun atter set i ambulatoriet, idet der på ny var opstået bylddannelse svarende til det tidligere fistelsted i højre armhule. Man fandt betændelse og fistelåbning, og samme dag foretog man reoperation med udskæring af fistelgang og bylddannelser.
Patientforsikringen fandt, at sagsøger ikke i forbindelse med behandlingen var påført fysisk skade. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, idet man fandt, at sagsøgers gener i form af funktionsnedsættelse i såvel skulder som arm var en følge af grundsygdommen, og at kvinden ikke i forbindelse med behandlingen var påført fysisk skade. Man lagde herved blandt andet vægt på, at der ikke kunne konstateres nogen direkte sammenhæng mellem hudincisionerne foretaget i 1994 og kvindens nuværende funktionsindskrænkning i skulderleddet. Kvinden nedlagde ved landsretten påstand om, at hun var påført en efter patientforsikringsloven erstatningsberettigende skade.
Landsretten fandt det på baggrund af en udtalelse fra Retslægerådet ikke godtgjort, at der ved operationerne, der skete i området lige under huden, henholdsvis i juni og oktober 1994, skete direkte skade på de dybere liggende nerver i højre arm – for eksempel ved overskæring af nervetråde. Man fandt i øvrigt ikke, at der var påvist lægelige fejl ved operationerne. Man fandt det ikke – trods den tidsmæssige sammenhæng mellem den sidste operation og smerterne – ved de øvrige lægelige oplysninger godtgjort, at skaden var påført i forbindelse med de operative indgreb i 1994. Nævnet blev derfor frifundet.