Vestre Landsret 19/10-2005

En mand fik den 10. januar 2001 indsat en total knæprotese i begge knæled på grund af gener gennem flere år. Det operative forløb var uden komplikationer, og manden blev udskrevet den 24. januar 2001 til fortsat genoptræning og ambulant kontrol 3 måneder senere. Ved ambulant kontrol den 24. april 2001 havde manden svært ved at bøje knæene over 80 grader, men røntgen af begge knæ viste pæne forhold omkring begge protesekomponenter. Ved ambulant kontrol den 21. november 2001 havde manden fortsat svært ved at bøje knæene. Den 17. januar 2002 blev manden opereret igen, og under operationen blev der blandt andet gjort mere plads i leddet. Den 29. januar 2002 var der tegn på infektion i knæet, men ved en undersøgelse blev der ikke fundet tegn til infektion inde i leddet. Ved ambulant kontrol den 22. maj 2002 havde manden fået forværrede smerter i venstre knæ, men man mente, at generne kunne stamme fra en underliggende gigtlidelse. Patientforsikringen fandt, at manden ikke var påført en erstatningsberettigende skade, jf. patientfor-sikringslovens § 1, stk. 1, og § 2, stk. 1. Patientforsikringen lagde ved vurderingen vægt på det forhold, at manden fortsat havde smerter og en vis bevægeindskrænkning især i det venstre knæ, og at disse gener med overvejende sandsynlighed var en følge af mandens grundlidelse og ikke en følge af behandlingen.

Patientskadeankenævnet fandt, at manden var blevet påført en fysisk skade jf. patientforsikringslovens § 1, stk. 1. Patientskadeankenævnet fandt dog, at behandlingen havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, idet der havde været indikation for at foretage knæproteseoperation den 10. januar 2001, og at der ligeledes som følge af generne var indikation for at foretage operationen den 17. januar 2002. Patientskadeankenævnet fandt endvidere, at skaden i form af bøjemangel og smerter i venstre knæ ikke var tilstrækkelig sjælden og alvorlig henset til grundlidelsen, hvorfor der heller ikke kunne ske anerkendelse efter lovens § 2, stk. 1, nr. 4. Manden indbragte sagen for landsretten og nedlagde påstand om, at han var påført en erstatningsberettigende skade.

Landsretten fandt på baggrund af en indhentet udtalelse fra Retslægerådet, at selvom det måtte antages, at bøjeevnen på tidspunktet for udskrivningen den 24. januar 2001 ikke var tilfredsstillende, var det ikke overvejende sandsynligt, at skaden kunne være undgået, hvis der havde været foretaget kontrol tidligere end den 24. april 2001. Der var således ikke ansvarsgrundlag efter lovens § 2, stk. 1, nr. 1. Man vurderede også, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte nævnets vurdering af, at der ikke var ansvarsgrundlag efter § 2, stk. 1, nr. 4. Patientskadeankenævnet blev frifundet.