Vestre Landsret 19/10-1999

En kvinde blev den 8. december 1993 indlagt på et sygehus af egen læge under diagnosen allergisk reaktion, betændelse i flere led, forhøjet blodtryk og kronisk nyrelidelse. Det var oplyst, at hun ikke kunne tåle NSAID- præparater. Hun var indlagt frem til 14. december. Under indlæggelsen blev der konstateret påvirket nyrefunktion med forhøjet S-kreatin, hvilket blev fortolket som urinsyregigt, og der var ved udskrivelsen medgivet hende tabl. Apurin 100 mg x 2. Den 31. december 1993 blev hun på ny indlagt akut med universelt udslæt. Da tilstanden blev forværret, seponerede man den 2. januar 1994 medicineringen med Capoten og Apurin. Det blev ved tilsyn konstateret at hun havde en hudsygdom, og hun blev overflyttet til et andet sygehus. I forbindelse med udskrivelsen blev det noteret, at hudsygdommen muligvis var udløst af behandlingen med Apurin. Af brev af 7. marts 1994 fra det andet sygehus fremgik, at man vurderede, at hudsygdommen var udløst af behandlingen med Apurin.

Patientforsikringen fandt, at der ikke var ansvarsgrundlag i medfør af § 2, stk. 1, nr. 1, idet behandlingen med Apurin var iværksat på god indikation og i relevant dosering. Patientforsikringen vurderede herefter, at behandlingen med Apurin var den udløsende faktor, og fandt derfor, at der var tale om bivirkninger til medicin, som der ikke kunne ydes erstatning for efter § 3, stk. 3.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, idet man fandt, at der var tale om bivirkninger til Apurinbehandlingen, jf. § 3, stk. 3. Vestre Landsret fandt, at diagnosen arthritis urica var korrekt. Uanset, at diagnosen ifølge Retslægerådets udtalelse kun med sikkerhed kunne stilles ved undersøgelse af ledvæsken med henblik på påvisning af urinsyrekrystaller, var det ikke en fejl, at man ikke havde foretaget denne undersøgelse, før diagnosen blev stillet. Da diagnosen var korrekt, og da Apurin er korrekt behandling ved denne diagnose, var det ikke en fejl, at der blev iværksat behandling med Apurin. Der var mellem parterne enighed om, at Apurin var udløsende faktor for hudsygdommen. Anvendelse af et lægemiddel i stedet for et andet kan ikke anses for ligeværdig behandlingsmetode eller -teknik, og landsretten fandt derfor, at der ikke var ansvarsgrundlag i patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 3. Patientskadeankenævnets afgørelse blev stadfæstet.