Vestre Landsret 18/11-2002

Rettens sagsnummer:

B-1193-01

Ankenævnets sagsnummer:

2000-00-071

Dato for dommens afsigelse:

mandag den 18. november 2002

Domstol:

Vestre Landsret

Kategori:

Domme afsagt af landsret

Relaterede filer:

vl181102

En kvinde fik på grund af udtalte blødningsproblemer og tryksymptomer fra en forstørret livmoder med fibromdannelse fjernet sin livmoder ved åben operation den 14. april 1998. Indgrebet forløb uden komplikationer, men efterfølgende opstod der blandt andet blodansamling i bughulen over skedetoppen og udvikling af vandcyster på venstre æggestok. Hun gennemgik derefter et langvarigt forløb med tilbagevendende mave- og tarmproblemer. Disse problemer førte til en kikkertoperation i oktober 1998, hvor man konstaterede udtalte sammenvoksninger i bughulen, og senere i november 1998 til åben operation, hvor man fjernede sammenvoksningerne og den venstre æggestok.

Patientforsikringen afviste, at der forelå en erstatningsberettigende skade efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4, hvilket Patientskadeankenævnet havde tiltrådt, og kvinden nedlagde ved landsretten påstand om, at hun ved behandlingen den 14. april 1998 var påført en efter patientforsikringsloven erstatningsberettigende skade.

Landsretten lagde efter Retslægerådets besvarelse til grund, at de skader i form af hæmatomdannelse, stafylokokinfektion, ovariecyster, udtalte sammenvoksninger og mavetarmproblemer, som sagsøgeren fik i tiden efter operationen den 14. april 1998 og frem til operationen i november 1998, med overvejende sandsynlighed var følger efter operationen den 14. april 1998. Derimod fandt landsretten, at det ikke var bevist, at de tarmkolikker, som sagsøgeren havde haft, efter at hun genoptog sit arbejde i januar 1999, med overvejende sandsynlighed var forvoldt af denne operation. Landsretten lagde endvidere til grund, at såvel hæmatomdannelse som infektion, ovariecyster, sammenvoksninger og mavetarmproblemer ikke sjældent optræder efter en operation, som den sagsøgeren gennemgik den 14 april 1998. Særligt om sammenvoksningerne havde Retslægerådet vurderet, at disse optræder relativt hyppigt, men at det er relativt sjældent, at sammenvoksningerne er så udtalte, som i sagsøgerens tilfælde. Landsretten udtalte, at det fremgår af bemærkningerne til § 2, stk. 1, nr. 4, i forslaget til lov om patientforsikring, at bestemmelsen typisk vil omfatte de meget sjældne komplikationer. Når der blev henset til, at sagsøgerens grundsygdom ikke var af ganske harmløs karakter, fandtes der ikke at være et sådant misforhold mellem alvoren af sagsøgerens grundsygdom og de udtalte sammenvoksninger, at der var grundlag for at slække på kravet til komplikationens sjældenhed. Landsretten fandt derfor, at sagsøgeren ikke ved Retslægerådets udtalelse om de udtalte sammenvoksninger havde ført bevis for, at denne skade i sig selv opfyldte kriteriet om sjældenhed i § 2, stk. 1, nr. 4, i lov om patientforsikring. Efter en samlet vurdering fandtes det forløb, som sagsøgeren havde været igennem efter operationen den 14. april 1998, derfor ikke at have været mere omfattende, end hvad sagsøgeren med rimelighed måtte tåle, og hun var derfor ikke berettiget til erstatning efter lov om patientforsikring § 2, stk. 1, nr. 4.