Vestre Landsret 18/1-2012

En patient fik i januar 1997 foretaget en bukseproteseoperation med indsættelse af karprotese fra legemspulsåren til lyskepulsåren. Forløbet var ukompliceret. I juni 1998 blev patienten behandlet for endetarmskræft, hvor der blev anlagt stomi. I forbindelse med dette indgreb fandtes venstre proteseben lukket, men der fandtes ikke indikation for karkirurgisk indgreb. I september 1998 blev der gennemført kikkertundersøgelse af tyktarmen med henblik på tilbagelægning af stomi, og i forbindelse med dette indgreb opstod pludselige smerter i højre ben. På baggrund af mistanke om blodprop blev der foretaget et operativt indgreb med henblik på oprensning af protesen. Dette indgreb lykkedes ikke, men ved et operativt indgreb i bughulen dagen efter blev flere blodpropper fjernet fra protesebenet. Der opstod dog hul på tyndtarmen, hvilket nødvendiggjorde et nyt indgreb. Et par dage efter forelå dog fornyet mistanke om lækage eller sårruptur, og fornyet operation bekræftede perforationer af tarmen, og det var dermed nødvendigt at fjerne noget af tyndtarmen og anlægge stomi. Patientens tilstand stabiliseredes herefter og alle stomier kunne lægges tilbage i 1999.

I januar 2002 fik patienten akut opståede mavesmerter og kvalme samt voldsomme opkastninger med frisk blod. Kikkertundersøgelse viste en aortoduodenal fistel og patienten gennemgik på denne baggrund operation med henblik på lukning af fistelen og udskiftning af protese. Efter afslutningen af dette indgreb forelå mistanke om blodprop i benet, og ved indgreb samme dag blev blodpropper i benet fjernet. Dagen efter gennemgik patienten ny operation i begge ben for compartmentsyndrom. Ved operativt indgreb 1 uge efter fandtes sårene fuldstændig nekrotiske på højre side og muskulaturen på venstre side påvirket. Patienten gennemgik herefter operation med amputation gennem knæet på højre side og på underbenet på venstre side. Herefter stabiliseredes patientens tilstand. Der var gener i form af fantomsmerter og stumpsmerter.

Patientforsikringen anerkendte, at patienten var påført en skade i form af amputation af begge ben, idet det anerkendtes, at blodproppen i karprotesen var opstået som følge af kikkertundersøgelsen af tyktarmen, og at den aortoduodenale fistel tilkom i forbindelse med den åbne operation i bughulen på grund af blodproppen i karprotesen. Patienten fik tilkendt godtgørelse for svie og smerte og godtgørelse for varigt mén på 65 procent, men fik afslag på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for erhvervsevnetab. Patientforsikringen fandt, at stationærtidspunktet var den 14. juni 2002.

Patientforsikringens afgørelse herom blev indbragt for Patientskadeankenævnet, under henvisning til at det skulle lægges til grund, at patientskaden var indtruffet i september 1998. Patientforsikringen genoptog herefter behandlingen af sagen og tilkendte patienten yderligere godtgørelse svarende til en méngrad på i alt 100 procent samt erstatning for erhvervsevnetab efter erstatningsansvarslovens § 8. Patienten fik ligeledes tilkendt erstatning for advokatomkostninger. Patientforsikringen fastsatte skadesdatoen til den 3. januar 2002, idet der da opstod de sikre symptomer på blodpropper i benene.

Patienten fastholdt sin klage til Patientskadeankenævnet, der tiltrådte Patientforsikringens afgørelser.

Patienten indbragte herefter Patientskadeankenævnets afgørelse for retten med påstand om anerkendelse af patientskadens indtræden i september 1998 og at være berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden fra september 1998 til juni 2002, godtgørelse for svie og smerte for samme periode samt erstatning for erhvervsevnetab i henhold til erstatningsansvarslovens §§ 5-7. Under sagens forberedelse blev der indhentet udtalelser fra Retslægerådet samt udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen.

Landsretten fandt bl.a. under henvisning til, Patientforsikringens anerkendelse af patientskaden efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4, Patientskadeankenævnets fastsættelse af skadesdatoen til den 3. januar 2002, det forhold, at patienten havde en stort set symptomfri periode fra februar 1999 til januar 2002, samt at patienten fik tilkendt mellemste førtidspension i januar 1999 og begrundelsen herfor, at der ikke var grundlag for at statuere, at komplikationerne, i umiddelbar tilknytning til indgrebet i september 1998, under hensyntagen til alvoren, patientens sygdom og helbredstilstand i øvrigt, var mere end han med rimelighed måtte tåle.

Derfor var patienten ikke berettiget til erstatning fra september 1998, idet patientens sygdomsforløb og behandlingsforløb i den knapt 3 årige periode ikke skulle ses som en sammenhængende helhed. På denne baggrund blev Patientskadeankenævnet frifundet.