Vestre Landsret 16/12-2015

En kvindelig patient beskadigede sin venstre hofte og baglår ved et falduheld den 19. juni 2011 og blev efterfølgende undersøgt på skadestuen. Man fandt ingen brud og sendte hende hjem med smertestillende medicin. Patienten blev den 23. juni 2011 af egen læge på ny henvist til skadestuen, hvor man konstaterede stor blodansamling på baglåret fra lyske til knæ. Man fandt ingen brud, og patienten blev oplyst om, at det kunne tage tid før blodansamlingen og smerterne forsvandt. Den 12. juli 2011 blev patienten indlagt på sygehus efter et nyt falduheld. Man fandt overrivning af venstre hasemuskulatur. Der var tale om en frisk skade og ikke følger efter patientens tilskadekomst i juni 2011.

Patienten anmeldte skade i form af forsinket diagnosticering og behandling af overrivning af hasemuskulaturen til Patientforsikringen (nu Patienterstatningen), idet man på sygehuset havde overset læsion af flere muskelfibre, og patientens nerveskade var derved blevet mere udtalt. Patientforsikringen fandt, at patienten ikke var erstatningsberettiget. Patienten klagede over afgørelsen til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen).

Patientskadeankenævnet fandt, at det ikke kunne fastslås, hvornår overrivningen af hasemuskulaturen var sket, men at det var mest sandsynligt, at der var sket en delvis overrivning ved faldet i juni 2011 og efterfølgende en fuldstændig overrivning ved faldet i juli 2011. Nævnet fandt dog, at uanset hvornår den fuldstændige overrivning var sket, havde det ingen behandlingsmæssig betydning, idet overrivning af hasemuskulaturen ikke behandles kirurgisk. Det var herefter nævnets vurdering, at behandlingen med skinne og smertestillende medicin var relevant, og patientens gener i form af nerveskade ikke med overvejende sandsynlighed skyldtes diagnosticeringen og behandlingen af rupturen, men derimod var en følge af selve falduheldene, hvorved der var sket trykpåvirkning af nerverne.

Patienten indbragte sagen for retten med påstand om anerkendelse af skade som følge af behandlingen fra den 19. juni til den 12. juli 2011, idet patienten ikke var blevet ordineret roligt regime. Som følge af undladelsen faldt hun den 12. juli 2011 og pådrog sig overrivning af hasemuskulaturen. Retten fandt, at behandlingen ikke var i overensstemmelse med hvorledes en erfaren specialist på området ville have handlet under de givne forhold, idet der ikke blev foretaget relevante undersøgelser, og idet patienten ikke blev informeret om roligt regime. Retten fandt dog, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, da det ikke var godtgjort, at undladelsen var årsag til kvindens gener. Retten lagde vægt på, at roligt regime ikke betød, at patienten ikke måtte bevæge sig, samt at patienten havde forklaret, at hun holdt sig i ro, fordi hun ikke kunne andet. Patientskadeankenævnet blev således frifundet.

Sagen blev anket til landsretten. Under retssagen blev et journaludskrift fra patientens praktiserende læge fremlagt, hvoraf det fremgik, at en konstatering af muskelskaden ved konsultationen på skadestuen enten den 19. eller den 23. juni 2011 ville have ført til, at patienten var blevet tilrådet ro i 4 uger, herunder fritagelse for tunge arbejdsopgaver. Landsretten fandt det efter de foreliggende oplysninger, herunder de forskellige udtalelser fra egen læge, imidlertid ikke godtgjort, at ordinering af stille regime ville indebære, at patienten ikke måtte bevæge sig, herunder at hun ikke måtte gå udenfor. Landsretten lagde endvidere vægt på de af byretten anførte grunde, hvorefter patienten ikke var påført en erstatningsberettigende skade. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom om frifindelse.