Vestre Landsret 13/5-2005

En ung mand var i perioden fra den 9. december 1999 til den 7. januar 2000 indlagt på et sygehus i anledning af mistanke om en blodsygdom. Den 10. december 2000 forsøgte man at udtage en knoglemarvsbiopsi fra mandens hoftekam. I de følgende dage udviklede han styringsbesvær af højre ben, nedsat følesans på ydersiden af underbenet, nedsat kraft over fodleddet og smerter. Det blev efterfølgende konstateret, at manden led af leukæmi. Symptomerne fra højre underben varede ved, og man konstaterede, at manden havde udviklet dropfod. I efteråret 2000 blev manden indlagt på et andet sygehus til behandling af leukæmien med blandt andet knoglemarvstransplantation. Ved en kontrol i december 2000 vurderede man ud fra en MR-scanning og en neurofysiologisk undersøgelse, at dropfoden var en følge af, at der var sket en nervepåvirkning, muligvis i forbindelse med den blodansamling, der opstod efter biopsien den 10. december 1999. Patientforsikringen anerkendte, at manden under indlæggelsen på det første sygehus var blevet påført en erstatningsberettigende skade i form af dropfod jf. patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1. Manden blev tilkendt erstatning for erhvervsevnetab, afholdte udgifter til medicin, ankelbandage og transport, godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén svarende til en méngrad på 15 %. Manden fik afslag på erstatning for forventede fremtidige udgifter til indlæg og fodtøj. Ved en senere afgørelse blev manden tilkendt erstatning for fremtidige medicinudgifter, og der blev meddelt ham afslag på tabt arbejdsfortjeneste.

Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen. Manden nedlagde ved landsretten påstand om yderligere godtgørelse for svie og smerte, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, forhøjelse af méngraden, yderligere erstatning for erhvervsevnetab, erstatning for forventede fremtidige udgifter til fodtøj samt erstatning for mistet skoleår.

Landsretten udtalte for så vidt angik påstanden om erstatning for mistet skoleår, at det var en betingelse for at kunne kræve erstatning efter patientforsikringsloven, at kravet havde været fremsat under den administrative behandling af sagen. Da dette ubestridt ikke var sket, blev kravet afvist. For så vidt angik den resterende del af sagen, fandt landsretten, at der ikke var fremkommet sådanne oplysninger, at der var tilstrækkeligt sikkert grundlag for helt eller delvist at tilsidesætte Patientskadeankenævnets afgørelse. Landsretten bemærkede vedrørende godtgørelse for svie og smerte, at manden frem til stationærtidspunktet var i behandling mod leukæmi eller havde følgevirkninger efter denne behandling, hvorfor det var berettiget, at han i denne periode havde fået halv takst for oppegående for de forøgede gener, patientskaden havde medført. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet.