Vestre Landsret 12/8-2004

En 40-årig mand blev i november 1998 indlagt for at få bortopereret et kileformet knoglestykke i lænderyggen for at oprette en tiltagende rundryggethed. Han blev lagt i fuld narkose, og da han skulle vendes fra rygleje til bugleje, mærkede anæstesisygeplejersken et knæk. På mistanke om brud mellem 6. og 7. halshvirvel blev der anlagt halokrone og halovest, og operationen blev aflyst. Røntgenundersøgelse viste senere, at der var sket et brud mellem 6. og 7. halshvirvel. Patientforsikringen fandt, at manden ikke var påført en fysisk skade i forbindelse med behandlingen og udtalte desuden, at hans grundsygdom i form af en alvorlig ryglidelse indebar en øget brudrisiko, og at dette var årsagen til det opståede brud på halshvirvelsøjlen.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse med en ændret begrundelse. Nævnet fandt, at manden som følge af behandlingen var påført en fysisk skade, men fandt i øvrigt at behandlingen havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Nævnet lagde vægt på, at det er velkendt, at patienter med knogleskørhed selv ved beskedne traumer kan pådrage sig brud på rygsøjlen, og at lejring af en fuldt bedøvet patient med knogleskørhed og svær krumningsdeformitet i ryggen er vanskelig. Manden nedlagde ved landsretten påstand om, at han var påført en erstatningsberettigende skade.

Landsretten tillagde det betydning, at den opererende læge under nævnets behandling havde udtalt, at sygehusets normale praksis, hvorefter lejring af en patient udføres under den ansvarlige kirurgs aktive medvirken og nøje instruktion, ikke blev fulgt i nærværende sag. Lejringen blev udført, før den opererende kirurg kom til stede, og der forelå ikke oplysninger om, hvordan lejringen var blevet gennemført og hvilke foranstaltninger, der var iværksat for at forebygge brud på patientens halshvirvelsøjle. Landsretten udtalte, at uanset at skaden ikke med sikkerhed ville være undgået, måtte det på ovennævnte baggrund i relation til patientforsikringsloven anses for overvejende sandsynligt, at skaden ikke ville være indtrådt, såfremt den sædvanlige fremgangsmåde var blevet fulgt, og skaden var således omfattet af lovens § 2, stk. 1, nr. 1. Nævnet blev derfor ikke frifundet.