Vestre Landsret 12/4-2018
Rettens sagsnummer:
V.L. B–0262–15
Ankenævnets sagsnummer:
10/984
Dato for dommens afsigelse:
torsdag den 12. april 2018
Domstol:
Vestre Landsret
Kategori:
Domme afsagt af landsret
Relaterede filer:
Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) anerkendte, at en kvindelig patient var påført en erstatningsberettigende skade i form af følger efter forsinket diagnosticering af livmoderhalskræft. Kvinden var påført et varigt mén på 25 procent, heraf 15 procent for mistet funktion af begge æggestokke med deraf følgende hormonelle konsekvenser samt 10 procent for den psykiske belastning ved bevidstheden om, at den statistiske overlevelsesprognose var væsentligt forringet som følge af patientskaden. Patientforsikringen gav afslag på erhvervsevnetab. Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) for så vidt angik varigt mén og erhvervsevnetab.
Ankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Ankenævnet lagde til grund, at patienten også ved rettidig diagnosticering skulle have haft fjernet livmoderen med dertil hørende fertilitetsmæssige konsekvenser. Endvidere fandt ankenævnet, at patientens gener med svær de-pression ikke med overvejende sandsynlighed var en følge af patientskaden, men derimod tid-ligere depressioner og selvmordsforsøg med deraf følgende disponering for nye depressioner af sværere grad end tidligere. Følgerne af den forsinkede diagnose vurderedes kun at udgøre en særdeles begrænset del af årsagerne til patientens nuværende psykiske tilstand. Der blev i afgørelsen endvidere henvist til, at den psykiske belastning i forhold til forringelsen af den statistiske overlevelsesprognose netop var kompenseret med 10 procent i varigt mén. Ankenævnet fandt desuden, at patienten som følge af patientskaden ikke var påført et erhvervsevnetab på 15 procent eller derover, da hovedårsagen til hendes fravær fra arbejdsmarkedet var udviklingen af en depression, som ikke med overvejende sandsynlighed var forårsaget af patientskaden.
Sagen blev indbragt for domstolene og i den forbindelse forelagt Retslægerådet. Retten vurderede, at der, uanset den usikkerhed, der var forbundet med omfanget af følgevirkningerne, ikke var grundlag for at tilsidesætte ankenævnets skøn over procentsatserne. Retten lagde vægt på sagsøgers alder, ligesom hun i en årrække forud for patientskaden havde lidt af depressioner, som måtte antages at have holdt hende væk fra arbejdsmarkedet. På baggrund af udtalelser fra ankenævnets lægesagkyndige lagde retten ligeledes vægt på, at de psykiske følger af den forsinkede diagnose havde været stærkt begrænsede og højst havde udgjort 10 procent af årsagen til den nuværende psykiske tilstand, hvilket ligeledes gjorde sig gældende for så vidt angår erhvervsevnetab. Endvidere knyttede erhvervsevnetabet sig alene til de psykiske eftervirkninger af sygdommen ikke til de fysiske følger. Retten henviste til udtalelsen fra Retslægerådet, hvorefter det var usikkert, hvorvidt sagsøgers symptomer stammede fra kemoterapien, eller var en følge af langvarig depression. Endelig fandt retten, at de oplysninger, der forelå om sagsøgers tidligere sporadiske tilknytning til arbejdsmarkedet, ikke kunne begrunde, at der som følge af den for sene diagnosticering skulle være grundlag for at fastsætte en højere grad af erhvervsevnetab end fastslået ved ankenævnets afgørelse. Ankenævnet blev herefter frifundet.
Byrettens dom blev anket til Vestre Landsret. Landsretten stadfæstede byrettens dom. Landsretten vurderede på baggrund af de lægelige oplysninger i sagen, at sagsøgers gener i form af depression og påvirkning af intellektuelle funktioner ikke med overvejende sandsynlighed var en følge af den anerkendte patientskade. Der var derfor ikke det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte ankenævnets vurdering af følgerne af den forsinkede diagnosticering.
Ankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Ankenævnet lagde til grund, at patienten også ved rettidig diagnosticering skulle have haft fjernet livmoderen med dertil hørende fertilitetsmæssige konsekvenser. Endvidere fandt ankenævnet, at patientens gener med svær de-pression ikke med overvejende sandsynlighed var en følge af patientskaden, men derimod tid-ligere depressioner og selvmordsforsøg med deraf følgende disponering for nye depressioner af sværere grad end tidligere. Følgerne af den forsinkede diagnose vurderedes kun at udgøre en særdeles begrænset del af årsagerne til patientens nuværende psykiske tilstand. Der blev i afgørelsen endvidere henvist til, at den psykiske belastning i forhold til forringelsen af den statistiske overlevelsesprognose netop var kompenseret med 10 procent i varigt mén. Ankenævnet fandt desuden, at patienten som følge af patientskaden ikke var påført et erhvervsevnetab på 15 procent eller derover, da hovedårsagen til hendes fravær fra arbejdsmarkedet var udviklingen af en depression, som ikke med overvejende sandsynlighed var forårsaget af patientskaden.
Sagen blev indbragt for domstolene og i den forbindelse forelagt Retslægerådet. Retten vurderede, at der, uanset den usikkerhed, der var forbundet med omfanget af følgevirkningerne, ikke var grundlag for at tilsidesætte ankenævnets skøn over procentsatserne. Retten lagde vægt på sagsøgers alder, ligesom hun i en årrække forud for patientskaden havde lidt af depressioner, som måtte antages at have holdt hende væk fra arbejdsmarkedet. På baggrund af udtalelser fra ankenævnets lægesagkyndige lagde retten ligeledes vægt på, at de psykiske følger af den forsinkede diagnose havde været stærkt begrænsede og højst havde udgjort 10 procent af årsagen til den nuværende psykiske tilstand, hvilket ligeledes gjorde sig gældende for så vidt angår erhvervsevnetab. Endvidere knyttede erhvervsevnetabet sig alene til de psykiske eftervirkninger af sygdommen ikke til de fysiske følger. Retten henviste til udtalelsen fra Retslægerådet, hvorefter det var usikkert, hvorvidt sagsøgers symptomer stammede fra kemoterapien, eller var en følge af langvarig depression. Endelig fandt retten, at de oplysninger, der forelå om sagsøgers tidligere sporadiske tilknytning til arbejdsmarkedet, ikke kunne begrunde, at der som følge af den for sene diagnosticering skulle være grundlag for at fastsætte en højere grad af erhvervsevnetab end fastslået ved ankenævnets afgørelse. Ankenævnet blev herefter frifundet.
Byrettens dom blev anket til Vestre Landsret. Landsretten stadfæstede byrettens dom. Landsretten vurderede på baggrund af de lægelige oplysninger i sagen, at sagsøgers gener i form af depression og påvirkning af intellektuelle funktioner ikke med overvejende sandsynlighed var en følge af den anerkendte patientskade. Der var derfor ikke det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte ankenævnets vurdering af følgerne af den forsinkede diagnosticering.