Vestre Landsret 10/12-2014

En mand blev behandlet for kroniske sår på begge ben. Han fik efterfølgende anerkendt to patientskader, jf. lov om patientforsikring § 2, stk. 1, nr. 1 og § 3, stk.1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1. Patientskaderne bestod i henholdsvis amputation af venstre underben, og af forværring af osteoporose som følge af behandling med Prednisolon uden samtidig start med osteoporose profylakse med kalk og d-vitamin.

For følgerne efter amputation af venstre underben tilkendte Patientforsikringen godtgørelse for et varigt mén på 40 procent og erstatning for et erhvervsevnetab på 15 procent. For skaden i form af forværring af osteoporose fastsatte Patientforsikringen det varige mén til 10 procent og erhvervsevnetabet til 25 procent. Afgørelserne blev påklaget til Patientskadeankenævnet.

Patientskadeankenævnet forhøjede det varige mén som følge af forværring af osteoporose til 25 procent og erhvervsevnetabet til 35 procent. Nævnet lagde vægt på, at en overvejende del af rygsmerterne skyldtes grundlidelsen. Afgørelsen vedrørende amputation af venstre underben blev tiltrådt.

Sagen blev herefter indbragt for retten med påstand om, at sagsøger havde pådraget sig et samlet erhvervsevnetab på 80 procent som følge af de to patientskader, subsidiært at sagsøger havde pådraget sig et erhvervsevnetab på mindre end 80 procent, men større end 50 procent som følge af patientskaderne.

Da der mellem parterne var enighed om, at erhvervsevnetabet som følge af skaden i form af amputation af venstre underben var korrekt fastsat til 15 procent, og at sagsøgers samlede erhvervsevnetab udgjorde 80 procent, vedrørte sagen alene spørgsmålet om fastsættelse af erhvervsevnetabet som følge af patientskaden i form af forværring af osteoporose.

På baggrund af Retslægerådets besvarelser fandt retten det ikke overvejende sandsynligt, at sagsøger ikke ville have udviklet osteoporose, såfremt den forebyggende behandling var iværksat samtidig med Prednisolon, og endnu mindre sandsynligt, hvis den forebyggende behandling var blevet iværksat på det senere tidspunkt, hvor det blev klart, at behandlingen blev længerevarende.

Henset hertil fandt retten, at sagsøger ikke ved det under sagen fremkomne, herunder lægelige oplysninger og Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse, at have bevist eller sandsynliggjort, at han som følge af patientskaden, forværring af osteoporose, havde pådraget sig et erhvervsevnetab på mere end de af Patientskadeankenævnet skønnede 35 procent. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.

Dommen blev anket til landsretten. Manden døde under landsrettens behandling, og boet videreførte sagen. Der blev stillet supplerende spørgsmål til Retslægerådet. Landsretten fandt ikke grundlag for at erhvervsevnetabet som følge af patientskaden (forværring af osteoporose) var højere end 35 procent. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.