Vestre Landsret 04/04-2013

En kvinde var den 1. januar 2005 udsat for en arbejdsulykke, hvor hun pådrog sig et højresidigt albuebrud samt ledskred. Hun blev som følge af skaden opereret i albuen og blev i den forbindelse påført en betydelig nerveskade. Der var således tale om både en arbejdsskadesag samt en patientskadesag. Patientforsikringen anerkendte den 20. september 2005, at nerveskaden var en patientskade efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1. Arbejdsskadestyrelsen anerkendte ulykken som en arbejdsskade og vurderede samtidig det samlede mén til 30 procent. Arbejdsskadestyrelsen fandt imidlertid, at hendes erhvervsevne var nedsat med mindre end 15 procent, hvilket var tiltrådt af Ankestyrelsen.

Kvinden var på skadetidspunktet ansat som overlæge (anæstesi) samt præhospital leder. Hun havde endvidere et bijob som ambulancelæge samt klinisk lektor. Hun var fortsat efter ulykken ansat som overlæge, men hendes arbejdsområde var administrativt arbejde som præhospital leder. Hun blev senere leder af sundhedsberedskab præhospital indsats og lægelig chef.

Patientforsikringen vurderede, at kvinden ikke var blevet påført et erhvervsevnetab på 15 procent eller derover. Patientforsikringen lagde vægt på, at selvom hun ikke længere kunne bestride sit bijob som ambulancelæge, havde hun været i stand til at øge sin indtægt fra sine øvrige (administrative/ledende) erhverv. Patientforsikringen lagde således til grund, at hun havde været i stand til at øge sin indtægt fra sit hovederhverv og øvrige erhverv, som følge af, at hun ikke længere bestred bijobbet som ambulancelæge, hvorfor man ikke fandt det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at hun uden patientskaden ville have haft en indtægt, som samlet set var højere end hendes aktuelle indkomst. Afgørelsen blev påklaget til Patientskadeankenævnet, som tiltrådte afgørelsen.

Kvinden sagsøgte Patientskadeankenævnet (og Ankestyrelsen) med påstand om, at hun var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab. Retten fandt, at det ikke kunne afvises, at kvinden ville have fortsat som ambulancelæge, hvis ulykken ikke havde forhindret hende i det. Retten fandt det dog ikke med fornøden sikkerhed bevist, at hun ville have haft en biindtægt som påstået eller en biindtægt således, at der var godtgjort et erhvervsevnetab på mindst 15 procent. For så vidt angik et job som klinisk lektor fandt retten det uklart, om jobbet blev opsagt på grund af travlhed eller på grund af skaden. A’s manglende indtægt herfra fandtes derfor heller ikke at berettige til erhvervsevnetabserstatning. Patientskadeankenævnet blev således frifundet.

Sagen blev anket til landsretten, som stadfæstede byretsdommen. Landsretten fandt ikke grundlag for at antage, at kvinden uden skaden ville have opnået en sådan højere indtægt, herunder ved bibeskæftigelse, at hendes erhvervsevne kunne anses for nedsat med mindst 15 %. Landsretten bemærkede herved, at hun i de seneste 3 år forud for skaden i gennemsnit havde tjent ca. 58.000 kr. om året ved kørsel med lægebilen. Opsigelsen af det kliniske lektorat kunne efter det oplyste ikke anses for en følge af tilskadekomsten, men derimod ændring af hovedstillingen – og deraf følgende fravær fra anæstesiafdelingen – som ifølge hendes egen forklaring ikke havde sammenhæng med tilskadekomsten. Patientskadeankenævnet blev således frifundet.