Svendborg 3/2-2015

En patient havde anmeldt en skade i form af hjertestop og bristet tarm, som havde medført stomi og andre følger. Patienten havde anført, at sygehuset i forbindelse med hans gentagne henvendelser i perioden den 23.-29. september 2009 med kraftige mavesmerter ikke foretog korrekt behandling, idet man ikke indlagde ham men alene behandlede ham med afføringsmiddel og lavement. Skadesanmeldelsen blev modtaget i Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) den 29. april 2013. Patientforsikringen fandt, at anmeldelsen af skaden var forældet efter den 3-årige forældelsesfrist i klage- og erstatningslovens § 59, stk. 1.

Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte afgørelsen. Nævnet fandt i sin afgørelse, at patienten i umiddelbar sammenhæng med sygdomsforløbet i september 2009 og frem fik eller burde have fået kendskab til, at der i forbindelse med behandlingen muligvis var sket en skade som følge af den efter patientens opfattelse utilstrækkelige behandlingsindsats. Patienten havde efter Patientskadeankenævnets opfattelse selv fuld viden om, at han trods gentagne henvendelser alene blev behandlet med afføringsmedicin og til sidst indlagde sig selv, hvor han kun fik lavement. At patienten mente, at dette var årsag til skaden, bestyrkedes efter Patientskadeankenævnets vurdering af, at hans mor ifølge eget udsagn netop gjorde dette gældende ved samtale med kontaktlægen under forløbet.

Sagen blev indbragt for domstolene. Retten fandt, at patienten havde foretaget anmeldelse til Patientforsikringen efter udløbet af den 3-årige frist i klage- og erstatningslovens § 59, stk. 1. Det var rettens opfattelse, at patienten i umiddelbar sammenhæng med indlæggelsen i september 2009 fik eller burde have fået kendskab til skaden, og til at denne muligvis kunne have været undgået ved en anden behandling. Patientskadeankenævnet blev således frifundet.