Svendborg 28/5-2020

A blev i september 2008 diagnosticeret med muskelgigt – en diagnose, der senere blev ændret til bindevævssygdom. A blev i forbindelse hermed behandlet med Prednisolon. Doseringen af Prednisolon blev af flere omgange forøget. Ved en scanning den 31. oktober 2008 viste det sig, at A havde osteoporose. A blev dog først informeret om svaret på scanningen i marts 2009, hvorefter han blev sat i behandling med bisfosfonat. I perioden efter september 2008 oplevede A i alt syv rygsammenfald og flere kortvarige tilfælde af næsten blindhed på højre øje. I maj 2009 blev det konstateret, at A havde grå stær.

A anmeldte behandlingsforløbet til Patienterstatningen, som ved afgørelse af 21. juni 2012 fandt, at han var erstatningsberettiget for skaden i form af osteoporotisk betingede rygsammenfald, jf. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1, men dog ikke for udviklingen af grå stær.

A klagede den 13. november 2012 over afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen, som ved afgørelse af 7. maj 2015 ændrede Patienterstatningens afgørelse. Ankenævnet fandt ikke, at A var blevet påført en skade i forbindelse med behandlingen den 22. september 2008 og frem.

A anlagde herefter sag mod ankenævnet med påstand om, at ankenævnet skulle erkende, at A var blevet påført en skade efter klage- og erstatningsloven.

På baggrund af bl.a. Retslægerådets udtalelse under sagen fandt Retten i Svendborg, at A’s udvikling af grå stær med overvejende sandsynlighed skyldtes behandlingen med Prednisolon, men fandt ikke, at dette gik ud over, hvad A med rimelighed måtte tåle, jf. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4. For så vidt angår osteoporosen lagde retten til grund, at A måtte have haft osteoporose forud for behandlingen med Prednisolon, men at behandling med Prednisolon uden samtidig behandling med bisfosfonat kunne forværre lidelsen. Retten fandt imidlertid ikke, at A havde ført bevis for årsagssammenhæng mellem den sene iværksættelse af behandlingen med bisfosfonat og osteoporosen. Retten fandt på den baggrund ikke, at A var blevet påført en erstatningsberettiget patient- eller lægemiddelskade. Ankenævnet blev derfor frifundet.