Svendborg 28/11-2013

Rettens sagsnummer:

BS R3-894/2007

Ankenævnets sagsnummer:

06/854

Dato for dommens afsigelse:

torsdag den 28. november 2013

Domstol:

Retten i Svendborg

Kategori:

Domme afsagt af byret

En patient, der var landmand, fik i forbindelse med operation for nyresten en patientskade i form af afrivning af urinleder med nyrefjernelse til følge.

Han blev i forbindelse med den administrative behandling af patientskaden tilkendt 1.167 kr. i helbredelsesudgifter og andet tab, 87.031 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, 5.655 kr. i godtgørelse for svie og smerte og 84.043 kr. i godtgørelse for varigt mén på 15 procent. Der blev givet afslag på erstatning for udgifter til færdiggørelse af staldprojekt, udgifter til et drænings-arbejde, udgifter til hjælpeudstyr til mejetærsker samt erhvervsevnetab.

Sagen blev indbragt for retten for så vidt angik erstatning for udgifter til færdiggørelse af staldprojekt, udgifter til et dræningsarbejde, udgifter til hjælpeudstyr til mejetærsker, godtgørelse for varigt mén og erstatning for erhvervsevnetab.

I forbindelse med retssagen blev der indhentet udtalelser fra Retslægerådet og Arbejdsskade-styrelsen, der begge støttede Patientskadeankenævnets vurderinger, hvorfor sagsøger frafaldt påstandene om yderligere godtgørelse for varigt mén samt erstatning for erhvervsevnetab.

Herefter drejede retssagen sig alene om erstatning for udgifter til montering af foderanlæg og dræningsarbejde samt for hjælpeudstyr til brug for mejetærskning. Retten fandt, at udgifter til montering af foderanlæg og dræningsarbejde var omfattet af erstatningsansvarslovens § 2 om tabt arbejdsfortjeneste. Det blev lagt til grund, at følgevirkningerne af patientskaden bevirkede, at han ikke selv kunne have udført arbejdet inden for det tidsrum, hvori det skulle udføres, hvis han skulle undgå at lide betydelige tab. Retten fandt, at udgifter til hjælpeudstyr til mejetærsker var af en sådan karakter, at det var omfattet af ”andet tab” i erstatningsansvarslovens § 1. Erstatningen blev i alt fastsat til 90.000 kr. på baggrund af et samlet skøn på baggrund af udgifternes størrelse, muligheden for at anvende billigere alternativer til arbejdets udførelse, værdi-forøgelsen af staldbygningen samt det forhold, at nogle af udgifterne indgik i landbrugsregnskabet. Patientskadeankenævnet blev derfor tilpligtet at anerkende, at patienten var berettiget til yderligere 90.000 kr.