Svendborg 2/1-2019

En patient var i perioden fra marts 1995 frem til 2002 blevet undersøgt for rygsmerter. Undersøgelserne viste både før og efter et cykelstyrt i august 1995 degenerative forandringer. Patienten anmeldte forløbet, da han anså sig for påført en behandlingsskade ved manglende behandling.

Patienterstatningen og ankenævnet afviste, at der var sket en behandlingsskade, da årsagen til patientens ryggener var degenerative forandringer og ikke manglende behandling.

Sagen blev indbragt for domstolene. Højesteret afgjorde ved dom af 1. juni 2011 (U.2011.2487H), at der ikke var grundlag for at tilsidesætte afslaget på anerkendelse af en behandlingsskade i perioden 1995 til 2002, da det på baggrund af bl.a. erklæringer fra Retslægerådet måtte anses for usandsynligt, at patientens gener skyldtes forkert diagnosticering eller manglende behandling.

Patienten blev senere fra august 2006 og frem undersøgt for sine ryggener på to forskellige hospitaler. Patienten anmeldte også dette forløb, da han anså sig for påført en behandlingsskade ved disse undersøgelser enten ved manglende diagnosticering eller manglende behandling. Patienterstatningen og ankenævnet afviste, at der var sket en behandlingsskade, da årsagen til patientens ryggener var en fremadskridende degenerativ ryglidelse og ikke manglende kirurgisk behandling heraf.

Sagen blev indbragt for domstolene. Byretten fandt med henvisning til U.2011.2487H og i overensstemmelse med den indbragte afgørelse, at patientens gener fortsat skyldtes grundlidelsen i form af degenerative forandringer, og at patienten heller ikke for perioden august 2006 og frem havde ført bevis for, at han med overvejende sandsynlighed var blevet påført en behandlingsskade. Ankenævnet blev således frifundet.