Sønderborg 30/9-2021

Sagen angik en patient, som var påført en behandlingsskade som følge af forsinket diagnosticering og behandling af nethindeløsning på højre øje, hvilket havde resulteret i, at patientens syn på højre øje var reduceret til 5 %.

Patienten havde ud over behandlingsskaden en række forudbestående sygdomme, som påvirkede hendes helbredstilstand og arbejdsevne. Som følge af hendes forudbestående sygdomme udviklede hun – efter behandlingsskaden – også nedsat syn på venstre øje svarende til ca. 50 %.

Patientskademyndighederne havde anerkendt, at behandlingsskaden havde medført et samlet varigt mén på 27 % og udbetalt godtgørelse for varigt mén, godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for helbredsudgifter og andet tab.

Patientskademyndighederne havde ikke vurderet, at patienten var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for erhvervsevnetab som følge af den anerkendte behandlingsskade. Ankenævnet havde i sin afgørelse bl.a. lagt vægt på, at patientens erhvervsevne allerede var nedsat i så væsentligt omfang på grund af hendes forudbestående sygdomme, at synsnedsættelsen i sig selv ikke kunne begrunde en erstatning for tab af erhvervsevne.

Patienten var ikke enig heri og indbragte derfor ankenævnets afgørelse om afslag på erstatning for tab af erhvervsevne for retten. Under sagen gjorde patienten bl.a. gældende, at hun på trods af sine forudbestående sygdomme var i stand til at arbejde 30 timer om ugen, inden hendes syn på det venstre øje blev forværret. Patienten gjorde også gældende, at hun netop på grund af behandlingsskadens følger var begrænset i forhold til at varetage et kontorbaseret arbejde, idet den samlede synsnedsættelse begrænsede muligheden for arbejde med skærm.

Retten fandt efter en samlet vurdering, at patienten havde godtgjort, at behandlingsskadens følger navnlig havde begrænset hendes arbejdsmæssige funktionsniveau i forhold til kontorbaseret arbejde, og at der ikke var grundlag for at antage, at hun også uden behandlingsskaden ville have været ude af stand til at varetage et kontorbaseret arbejde. Retten fandt derfor, at patienten var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne svarende til et erhvervsevnetab på 15 % som følge af den anerkendte behandlingsskade. 

Retten lagde i sin begrundelse vægt på, at patienten efter behandlingsskaden havde været i stand til at genoptage sit daværende arbejde, men at hun på ny blev sygemeldt i forbindelse med, at hun fik nedsat syn på det venstre øje og herefter ikke formåede at komme tilbage til arbejdsmarkedet.

Retten lagde også vægt på, at patienten blev tilkendt førtidspension bl.a. med den begrundelse, at hun havde svært nedsat syn.

Endvidere lagde retten vægt på, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i en vejledende udtalelse, som var indhentet til brug for retssagen, havde fundet, at behandlingsskaden i mindre omfang havde været medvirkende til, at patienten ikke havde kunnet vende tilbage til arbejdsmarkedet og var tilkendt førtidspension, og at dette havde medført et erhvervsevnetab på skønsmæssigt 15 %.