Sønderborg 30/5-2017

En mandlig patient fik konstateret blærekræft med indvækst i muskulaturen i efteråret 2013. Han blev først behandlet med kemoterapi. Ved en operation den 6. januar 2014 fik han fjernet blæren og anlagt en brickerblære. Der opstod komplikationer i det ene ben herunder blodpropdannelse, og situationen blev forværret over de følgende dage/uger med bl.a. vævsdød i størstedelen af benets muskler. Patienten fik amputeret benet op til knæet den 12. januar 2014 og på grund af fortsatte problemer til midt på låret den 9. februar 2014.

Patienterstatningen traf afgørelse i sagen den 22. april 2014 og anerkendte benamputationen som en behandlingsskade, der var omfattet af klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4. Patienterstatningen vurderede, at der var tale om en hændelig komplikation til blæreoperationen, og at skaden (benamputation) opfyldte lovens krav til både sjældenhed og alvorlighed. I samme afgørelse blev patienten tilkendt  godtgørelse for svie og smerte og varigt mén.   

Patienten klagede til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), da han ønskede en højere godtgørelse for svie og smerte.

Ankenævnet traf afgørelse den 8. januar 2015. Ankenævnet vurderede, at patienten ikke var påført en erstatningsberettigende behandlingsskade. Ankenævnet var enig med Patienterstatningen i, at patienten var påført en hændelig komplikation til behandlingen, og at sjældenhedskriteriet var opfyldt. Ankenævnet vurderede dog, at skaden efter en samlet vurdering ikke opfyldte alvorlighedskriteriet i loven og dermed ikke var erstatningsberettigende.

Ankenævnet lagde vægt på, at patientens blærekræft ubehandlet var en særdeles alvorlig sygdom, da der var tale om en højaggressiv kræfttype, at operationen var et led i den nødvendige behandling som forbedrede patientens 5-årige statistiske overlevelsesprognose betydeligt, og at der var tale om et højrisikoindgreb. Ankenævnet var ved vurderingen opmærksom på, at skaden havde påført patienten et betydende mén, at han havde haft god effekt af den indledende kemoterapi samt, at man efter blæreoperationen ikke fandt tegn på spredning af sygdommen.

Patienten indbragte ankenævnets afgørelse for domstolene. Retten lagde vægt på Retslægerådets udtalelse om, at patientens blærekræft uden behandling ville være dødelig, og at patientens overlevelseschance bedømt på 5 år efter behandlingen var forbedret betydeligt. Efter en samlet vurdering fandt retten, at der ikke var et sådant misforhold mellem skaden og grundlidelsen, at betingelserne for erstatning efter klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4, var opfyldt. Retten bemærkede, at det ikke kunne føre til andet resultat, at risikoen for benamputation som følge af den konkrete komplikation ifølge Retslægerådet var langt under 1%.

Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.